VM-kvalifikationskampen Danmark – Polen
af Morten Bruun
VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Polen på fredag den 1. september kl. 20.45 i København ligner ud fra starthoroskopet en kamp som hjemmeholdet Danmark kan vinde, da de har Vædderen på AC og en særdeles godt placeret AC-hersker Mars i Løven, hvor den rigtig kan udfolde sig og spille et meget inspirerende og kreativt spil, da den er i en minutren trigon til Uranus i hjemmeholdets eget 1. hus. Udeholdet Polen har Vægten på DC og en uaspekteret DC-hersker Venus, som gør at Polen vil få svært ved at få spillet til at hænge sammen, selv om de med Jupiter i deres 7. hus i harmonisk aspekt til Mars vil spille med stor kampgejst og optimisme. Samtidig er både Uranus og Jupiter i harmonisk aspekt til Saturn, så det hold som spiller med størst tålmodighed, disciplin og vedholdenhed (Saturn) vil vinde kampen. Da Pluto er i spænding til AC/DC-aksen viser det at det er ”en alt eller intet kamp”, da Danmark reelt er tvunget til at vinde kampen, hvis de skal have en chance for at kvalificere sig til VM i Rusland næste år.
Den mest intense periode af kampen vil være i de første 25 minutter af første halvleg, da DC (udeholdet) i det 5. – 13. minut (kl. 20.50 – 20.58) går i konjunktion med Jupiter, som giver Polen gode scoringsmuligheder og i kampens 14. – 22. minut (kl. 20.59 – 21.07), når AC (hjemmeholdet) går i konjunktion med Uranus, hvilket giver Danmark momentum og gode scoringsmuligheder. Ca. 25 minut (kl. 21.10) går AC ind i Tyren og Kampen går lidt ned i tempo. Så hvis Danmark koncentrerer sig med sikkert defensivt (Saturn) spil og ikke kommer bagud i det første kvarter af første halvleg, hvor Polen har momentum, skal Danmark nok senere få de nødvendige målchancer til at vinde kampen.
Ser man på de to træneres horoskoper ser det lidt bedre ud for Danmarks træner Åge Hareide selv om begge trænere er ramt af en del stærke spændinger, hvis man alene kigger på transitterne. Åge Hareide har stadig Uranus i spænding til Saturn, Neptun og Uranus og transit Pluto er ved at nærme sig en spænding til de samme planeter, hvilket gør det svært for ham at opnå succes i de kommende 4-5 år, hvis han fortsætter med at gøre tingene på samme måde som han plejer at gøre. Dog har Åge Hareide for tiden transit Uranus i harmonisk aspekt til Jupiter og til hans Venus/Pluto-konjunktion. Samtidig er transit Mars i harmonisk aspekt til Jupiter og i konjunktion med hans Venus/Pluto-konjunktion, hvilket på ”den korte bane” godt kan give ham en vis succes, hvis han tør prøve noget nyt og gøre tingene på en anderledes (Uranus) måde end han plejer at gøre.
Polens træner Adam Nawalka har for tiden stærke spændinger fra både transit Uranus til Merkur (mental stress) og transit Pluto i spænding til hans Mars/Jupiter-konjunktion (arbejdsmæssig turbulens), hvilket i endnu højere grad kræver at han skal ændre på en del ting i sit liv, da han i modsætning til Åge Hareide ikke har nogen harmoniske aspekter for tiden.
Til trods for at Polen ”på papiret” har det bedste hold med superstjernen Robert Lewandowski kan Danmark set i lyset af kamphoroskopet og de to træneres horoskoper godt vinde kampen alligevel, hvis Åge Hareide tør prøve noget nyt og fx lidt uventet bruger den altid uberegnelige Nicklas Bendtner fra starten af kampen, selv om Bendtner kun er udtaget til holdet pga. af et afbud.