Uge 44 astrologisk set
INDHOLD:
Ny, fantastisk bog anmeldes – Kilden
Nyt: Auktion i antikvariatet
Ugen, der kommer
Radio24syv myrdet – og reinkarnerer
Brexit
Liberal Ambulance
Vildsvinehegnet
Trump kommer med stor nyhed i dag
Saturn og Pluto – naturens love træder i karakter – Hvad kan vi vente? Uro og konflikter eller opgør med gamle vaner?
Ugens humor
Ny, fantastisk bog
Tara Swart
Kilden – Når du åbner dit sind forvandler du dit liv
280 sider, kr.299,95.
Borgen – Gyldendal
Hvis du husker bogen The Secret om Loven om tiltrækning er ’Kilden’ bygget omkring samme emne.
Tara Swart er også optaget af, at den universelle lov om tiltrækning kan dokumenteres gennem de sidste 15 års landvindinger inden for neurologien. Med andre ord befinder bogen sig i krydsfeltet mellem videnskab og spiritualitet.
Når vi som mennesker kan lære at tænke positivt – og det kan lade sig gøre – påvirker det hjernen og faktisk hele kroppen. Vi kan påvirke det, der kaldes hjernens plasticitet, og dette kan bevirke, at vi kan bruge nye nervebaner vi ikke før har brugt. Det er noget af det der sker, hvis man tillægger sig nye vaner, som så tager udgangspunkt i positiv tænkning. Man kan så at sige visualisere og materialisere et nyt liv eller en ny livsstil.
At læse bogen udfordrer hjernen, både fordi der er meget detaljeret stof om hjernen og mange øvelser til at påvirke hjernen til positive forandringer. Kilden er således hjernen og ikke mindst den kraft, vi har – via dens plasticitet – til at udvide vores brug af hjernen.
Det er en spændende bog, som sætter læserens hjerneceller i sving. Bogen kan også bruges som opslagsværk. Der er mange tip, som gør bogen praktisk anvendelig. Forfatteren har baggrund som læge, psykiater, selvstændig behandler og foredragsholder.
Kan ses og bestilles her: https://astrologi.dk/shop/kilden-tara-swart/
NYT tiltag – auktion i antikvariatet
Jose Silva: Silva metoden
Martin Brofman: Alt kan heales
Thich Nhat Nanh: Skab ægte fredag
Ole Vedfeldt: Drømmenes dimensioner
Florence Scovel Shinn: Visdom (4 af de bedste spirituelle bøger i ét bind)
Lillian Too: Lille bog om Feng Shui
Richard Bach: Jonathan Livingston Havmåge
Deepak Chopra: Vejen til kærlighed
David V. Barrett: Håndlæsning
Lynn Grabhorn: Den store spirituelle legebog
Peter d’ Adamo: Spis efter din blodtype
Bernie S. Siegel: Kærlighed, medicin og mirakler
Bobby Zachariae: Visualisering og helbredelse
Linda Goodman: Love Signs, ca. 600 sider: kr.129
H.P. Blavatsky: The Secret Doctrine: kr.129
DVD/lydbøger
Din intelligente krop (Redigeret af Lars Mygind (4 cd)
Yoga Zone (4-pack)
Alt I god kvalitet, send dit bud til: karl@astrologi.dk
Ugen, der kommer
Der er tre temaer i denne uge.
Ugen begynder uroligt med Solens spænding til Uranus, som langsomt ebber ud i weekenden. Spændingen tog til i sidste uge, men er altså eksakt mandag. Da Uranus er en kollektiv planet, virker den på mange mennesker og liv generelt over hele kloden – og dermed påvirker den hele nationer, hvor befolkninger ønsker frihed og uafhængighed. Derfor vil katalonerne i Spanien nok også demonstrere i uge 44. Også i Hong Kong og Chile kan der ske en genopblusning af uroen. Læs under mandag. Samtidig virker Mars/Saturn-spændingen fra sidste uge, og den kan lægge lidt begrænsninger og modstand mod frihedstrangen i starten af denne her uge.
Så er det tid til Merkurs retrograditet. På halloweendagen og -aftenen står den stille og tænker på at begynde på sin baglænsgående bevægelse, der varer ca. tre uger. Kl. 16.40 HELT stille, og så begynder den langsomt at gå hurtigere og hurtigere tilbage, set fra Jorden.
Fredag går Venus ind i Skytten, se under dagen.
MANDAG
En frihedselskende dag, hvor mange kæmper for deres frihed og selvbestemmelse. I de enkelte familier vil der være en del udbryderkonger og -dronninger. Mange har et behov for at være originale og dermed stikke ud fra flokken. Dog ikke så meget om aftenen, hvor Månen står i harmoni med den bevarende Saturn, som stækker oprørstrangen for en stund – læs i indledningen.
TIRSDAG
Dagen begynder med passion og stærke viljer. Månen står harmonisk til Pluto. Kl. 16.14 står Månen eksakt på Venus og bringer megen harmoni og hygge. Dig står den i Skorpionen, som er et meget konsekvent tegn, som kræver ægthed og ærlighed, som dog også kan være en hyggelig tilstand under de rette betingelser. Et par timer senere står Månen på Merkur og gør denne eftermiddag og aften til den hyggeligste og mest harmoniske periode i ugen. Der er virkelig god kommunikation og forståelse for andre mennesker.
Kl. 22.58 går Månen ind i Skytten og giver et par dage med behov for humor, glæde og optimisme samt det at udvide sin horisont.
ONSDAG
Merkur står i eksakt konjunktion til Venus og medfører en harmonisk dag, hvor hygge, kommunikation og forståelse er i højsædet. Aspektet har virkning det meste af ugen, selv om det er i aftagende grad i de næste dage.
TORSDAG
Dagen begynder meget aktivt og energisk med Månens harmoni med Mars. Kl. 15.29 står Månen eksakt på Jupiter og skaber stor harmoni og lykkefølelse, og hvor mange kan være ret heldige med, hvad de fortager sig. Rammer den ind i ens eget horoskop, kunne man måske med held driste sig til at købe et enkelt skrabelod eller lignende. Der er højt humør og stor optimisme nu. En meget harmonisk dag, som dog skæmmes af, at Merkur begynder at gå baglæns, læs indledningen. Kommunikationen kan derfor gå i stå eller ende i misforståelser, hvis man ikke gør sig umage i de næste tre uger.
FREDAG
Kl. 3,.33 går Månen ind i det realistiske og tålmodige Stenbukkens tegn – nogle vil sige lidt kedelige tegn. Men fra midt på dagen står Månen godt til Uranus og lavet noget liv i kludene. Mange fra frihedstrang og er opfindsomme. Om aftenen står Månen godt til Solen og skaber helhed og harmoni. Kl. 21.25 går Venus ind i Skytten og giver nogle uger med mulighed for glæde og optimisme.
LØRDAG
Mange står op til en rolig morgen med Månen på Saturn, så mange vil gerne tage det stille og roligt og gå langsomt i gang med dagens mange pligter og gøremål. Næsten samtidig står Månen fint til Neptun og øger fantasien, drømmene og intuitionen. Eftermiddag og aften kan til gengæld blive udfordrende. Midt på eftermiddagen står Månen i spænding til krigens og aggressionernes planet, Mars. Og ca. tre timer senere står Månen på Pluto og kan få de negative følelser frem i mange. Tæl derfor til 10 eller mere, før du går i gang med kritik eller andre kommentarer over for andre. Man kan let løbe ind i konfrontationer med andre, som bestemt ikke mener det samme som én selv.
SØNDAG
Dagen begynder strålende med Månens harmoni med Merkur, der symboliserer kommunikation og forståelse. Her kan man få talt mange ting igennem. Kl.12.19 går Månen ind i Vandbæreren og giver mange frihedstrang – og hvor nogle vil vide at gøre oprør. Dette hører for det meste op sidst på eftermiddagen, hvor Månen står flot til Venus, som bidrager til fred og fordragelighed. Dette kan der også blive god brug for, da aftenen byder på Månens spænding til Uranus. Det gør, at mange ikke vil finde sig i ret meget og derfor bliver kontrære og lidt umulige at indgå et forlig med.
Fødsel af et misfoster – noget af en gyser
Radio24syv reinkarnerer som ’Loud’ – og det går ikke stille af
Onsdag den 23. oktober blev en sorgens dag for mange. Radio24syv måtte se kendsgerningerne i øjnene og lukker nu endeligt med den 31. oktober 2019 kl. 23.59 – lige på gyseraftenen, Halloween. Det KUNNE næsten ikke iscenesættes bedre. Kanalen blev også født den aften, da de gik i luften første gang den 1. 11 2011 kl. 00 00 01. Radiostationen blev altså præcis 8 år gammel, men udfordringerne begyndte at rasle ned over stationen mere end et år tidligere. Her stod krises planeten Saturn i spænding til sig selv, hvad der altså giver udfordringer,
Vi skrev allerede for knapt 8 år siden, at stationen havde ladet sig føde med nogle meget svære spændinger, hvad man dog ikke skal lade sig kyse af. Problemer er til for at løses. Men da flere af disse spændinger blev udløst i stationens horoskop, samtidig med, at direktør Ramskov har/havde besøg af Neptun i lighed med alle, der er født den 8. marts, gik det galt.
Den officielle forklaring er ikke overraskende af økonomisk observans. Det ville være noget dyrere at drive Radio24syv videre som såkaldt digital dab-kanal, for kvalitet koster naturligvis mere. Sparetider kræver en spare-radio.
Desuden skyldes Radio24syvs høje bud også den kendsgerning, at de bød på en landsdækkende kanal, hvad de også skulle. Men det gjorde ’Loud’ ikke – de undlod bekvemt at dække de to dyreste områder dab-mæssigt set, nemlig Lolland og Bornholm. Der er altså tale om en slags bristede forudsætninger, og derfor bør tilbudsrunden gå om, hvad der sandsynligvis ikke får lov at ske, da man så bliver nødt til at indrømme, at der er sket en fejl.
’Loud’ går i luften den 1. april 2020, medmindre der bliver skrevet ind over for uretfærdighederne. Radio 4 afløser fra 1. november 2019 Radio24syv på FM-båndet OG på dab.
Den åndelige forklaring er nok, at Radio24syv på en måde har gjort noget selvforskyldt ved at gå i luften på et så problematisk horoskop, som tilfældet var. De skulle nok have ’lyttet’ lidt mere til astrologien.
Nu reinkarnerer Radio24syv højlydt som ’Loud’, og det har skabt furore lige fra undfangelsen. Loud-stationen går i luften den 1. november ved midnat, dog på mærkbart svagere spændinger end den foregående station. Så den station må vi så leve med som erstatning for den progressive og nytænkende Radio24syv. Der er uundgåeligt tale om en væsentlig kvalitetsnedgang, da stationen har en ejerkreds, som naturligvis vil lave reklame for dig selv. Der er bl.a. tale om Roskilde festival og Nationalmuseet. Vi kan derfor vente, at både den frie konkurrence og armslængdeprincippet i fremtiden vil blive knægtet i op til flere omgange. Begge størrelser vil nu blive sendt på museum – og det kunne nok være en særudstilling på det nationale museum værdigt.
Men vi må se, om det lykkes den nye station at bevise sit værd – for DET er der trods alt ingen tvivl om, at de vil gøre meget for. Men nogen nem opgave bliver der ingenlunde tale om. At skabe armslængde mellem Kulturministeriet og Nationalmuseet svarer nogenlunde til at bede et æble om at smage som en appelsin. Nu er der kun én vej for stationen, nemlig at levere populær kvalitetsradio. Ellers vil misfosteret gå en snarlig død i møde på grund af de slemme fødselsskader – både astrologisk og i den såkaldte virkelighed.
Men hvem ved? Måske bliver de en dag nødt til at lade sig finansiere af reklamer for Smukfest og andre festivaler – det vil i så fald være skæbnens ironi for fuld udblæsning.
Måske kunne de også drage nytte af at lancere en årlig Miss Foster-prisuddeling, hvor man nominerer årets kandidater til prisen for bedste misfoster – eller rettere: det mindst dårlige misfoster. Og det skal ikke forstås på den måde, at stationen ikke kan blive populær, for det kan den sagtens med dens blanding af musik, historie og en del andre ingredienser. Der er blot tale om en glidebane, som fører os i langt mere kommerciel retning, og det må aldrig blive et formål for den ægte kunst eller den ægte journalistik.
Held og lykke!
Liberal Ambulance
På en uge har tre centrale personer meldt sig uf af partiet, som ligger totalt i ruiner. Vi har tidligere omdøbt partiet til Liberal Ambulance på grund af usundhedstendenserne i både partiet og dets horoskop. En del af disse spændinger bliver dog lige nu opvejet flot af harmoniske tendenser i det såkaldt progressive horoskop. Nu går partiet nok sin undergang i møde på trods af de fine aspekter, de kom bare for sent til at kunne udnytte dem, så partiet gik dødt på grund af fortidens konflikter. Nu er resterne tilbage, og nu skal en ny leder så se, om han kan genrejse partiet, hvad der synes umuligt.
Partiet blev stiftet undernavnet Ny Alliance den 7. maj 2007 kl. 13.30 i København.
Vildsvinehegnet igen
Fundet af syv strandvaskere på Ærø har skabt tvivl om det igangværende byggeri af vildsvinehegnet på grænsen til Tyskland, har den tilsigtede virkning med at afholde vildsvin fra at komme ind i vort land. De syv strandvaskere er nemlig vildsvin som har forsøgt at svømme fra Tyskland til Danmark, men er druknet på (sø)vejen til det forjættede land Danmark. Den danske fødevarestyrelse har ikke villet undersøge vildsvinene for den frygtede afrikanske svinepest og har skyndt sig at destruere de døde vildsvin, måske ud fra devisen: ude af øje – ude af sind, pga. af hensynet til den danske svineeksport, hvilket Fødevarestyrelsen selv har udtalt. Fødevarestyrelsen vil ikke kommentere på, om det nu er en god ide at fortsætte det mange millioner kr. dyre byggeri af vildsvinehegnet på grænsen til Tyskland, hvis de tyske vildsvin fremover nu vælger at forsøge at svømme til Danmark.
Vi har tidligere skrevet om Neptuns indvirkning i Danmarkshoroskopet. Neptun har spændt op til flere planeter op i den senere tid, bl.a. Solen, hvilket gør, at man skal tage sig i agt for epidemier. Det er der nok ikke tale om her, men en anden ting, man skal søge at undgå under en Neptun-indflydelse, er hemmelighedskræmmeri, som Fødevarestyrelsen har bedrevet. Det kan danne grobund for rygter som dem, der nu er opstået, om at strandvaskerne har været befængt med svinepest. Men det sætter i allerhøjeste grad også spørgsmålstegn med vildsvinehegnets effektivitet.
Brexit
Nu fik astrologien igen sin ’vilje’ med en udskydelse mere, hvor vi først kommer til at kende datoen i næste uge. Vi har også tidligere skrevet en del om, at den engelske befolkning skulle have muligheden for medbestemmelse gennem valg eller folkeafstemning. Nu har Johnson gjort alt, hvad han kunne for at få et valg, hvilket også afgøres i næste uge, og jeg vil tro, at han får det.
Trump kommer med vigtig meddelelse i dag
I dag kl. 9.00 lokal tid (kl. 14.00 dansk) i Washington DC har Trump annonceret, at han vil komme med en stor nyhed. Denne nyhed er sandsynligvis, at amerikanerne har fundet og dræbt Islamisk Stats usynlige leder. Dette vil stemme ret godt med astrologien, da voldsomhedens og krigens planet, Mars, er i spænding til Saturn, som igen er i konjunktion med Pluto. Derfor bliver begge planeter involveret i Mars-spændingen.
Det er denne kendsgerning, der får astrologerne på banen. Når Saturn og Pluto står i spænding til hinanden, herunder konjunktion, så er det tid for oprydning i alle ender og kanter. Og gør man det ikke i et frivilligt samarbejde med Pluto, så sørger Pluto for, at det sker alligevel, da der er tale om en ’spirituel naturlov’. Det kan ske fx gennem klimaforandringer, pandemier som fx den spanske syge, og krige, som vi har set det med udbruddene af to verdenskrige og et utal af andre konflikter og væbnede interventioner. Læs mere i indslaget om overbefolkningen.
Saturn og Pluto i forening.
Naturlove og overbefolkning – kriser og krige
Vi har som mennesker vores frie vilje til at foretage dette valg, men er vi ikke i harmoni med naturens lovmæssigheder, træffer vi let det forkerte valg – herunder INTET valg. Vi lader af gammel vane stå til på grund af behovet for tryghed. Dette må nok ses som en undladelsessynd på linje med det faktum, at vi alt for længe OGSÅ har ladet stå til, hvad angår klimaændringerne. Det har vi sandsynligvis under mottoet: Det går nok, skal du se’. Og dette er sket på den mest uhensigtsmæssige måde, nemlig af mangel på respekt for naturen, som alt for længe har lidt overlast. Ikke mindst på grund af den overbefolkning, der er sket som resultatet af vores laden-stå-til holdning. De fleste har sandsynligvis set børnefødsler som en slags menneskeret, hvilket har medført, at vi selv i Danmark er blevet for mange beboere, hvad mange nok vil være uenige i, fordi vi har kunnet overleve fint på grund af vores udnyttelse af netop naturens ressourcer. Naturen kan ikke længere ’komme til’ på grund af os og dermed de mekanismer, der fx. har ført til, at utallige arter er i tilbagegang, og alt for stort antal arter allerede er udryddet og har begrænset biodiversiteten betydeligt.
Alt dette er Saturn/Pluto-konjunktionen nu i gang med at gøre status over, og det kommer vi til at mærke over hele kloden i den allernærmeste fremtid.
Overbefolkningen har bl.a. medført, at folk på naturstridig – og kortsigtede – maner klumper sig sammen i storbyer over hele kloden. På grund af denne tendens har vi om få år kun et enkelt, klart valg, nemlig at begrænse befolkningstilvæksten. Gør vi det frivilligt, er det fint, men ellers får vi med naturens lovmæssigheder at bestille.
Indtal da må vi leve med konflikter, uro, krige og kriser på den internationale scene, og det meste af kloden vil blive inddraget i stigende grad. Og lige nu støber Saturn i skøn samdrægtighed de kugler, de vil sende ind i vores bevidsthed, hvis vi ikke makker ret og gør noget drastisk som fx at ændre vores vaner.
Saturn og Pluto varsler opgør med vanetænkning og de dårlige mønstre, vi som mennesker har ’optrådt’ med gennem tiden, både individuelt og kollektivt. Vi vil se diktaturer og ledelse bukke under for den øgede bevidsthed blandt mennesker. Heldigvis også den helt unge generation.
Et tegn på opgør med diktaturer er opgravning af Franco og hans flytning til mere ydmyge forhold uden for hovedstaden – i øvrigt i bedste overensstemmelse med både hans og Spaniens horoskoper (horoskoper virker efter døden). Der er også oprør i Chile og Hong Kong, og der kan nu forventes mere af det samme mange andre steder på kloden. Franco blev født den 4. december 1892 kl. 00.30 i El Ferrol. Spanien har aldrig taget et opgør med Franco-tiden, det bliver de nødt til nu.
Gør vi intet, går der ikke længe, før vi får den næste finanskrise, efter hvilken det i så fald bliver usikkert, om vi kan hente vores indestående i bankerne og få madleverancer ind til de store byer.
Det gode ved det hele er, at vi selv bestemmer, men vi har kun ganske kort tid til at bestemme os. I januar skal vi have en akut plan klar, for her står Saturn og Pluto oven på hinanden, set fra Jorden – og de får følgeskab af Jupiter i en eksakt konjunktion, hvilket ikke sker så ofte. Men når det sker, har det virkning her og nu – eller på lidt længere sigt. Signalerne ser vi allerede, og de kommer tættere og tættere på.
Ugens humor
Boxit
Skatteminister Morten Bødeskov har tilsyneladende lyttet til Bloggens anbefalinger om udsættelsen, udsættelse, udsættelse. Han har bare glemt at læse overskriften, der jo handlede om Brexit. ’Bødeskov’ er kommet i modvind med sin udsættelse af boligskattereformen i hele 3 år, det vil sige næsten 2.000 dage. Det er så stort et tal, at det kun helt kan fattes af de folk, der sidder og afgør sagerne – ja, i netop boligministeriet…
Hvis det ender med hans exit, vil det hurtigt blive døbt ’Boxit’, da det jo handler om både boliger og bøder – og dermed også Bødeskov, som er regeringens hurtigste minister, selv om han er født i det langsomste tegn. Han er nemlig allerede nu bagud.
Desuden er Bødeskov af den faste (Tyr) formening, at boligejerne er blevet sat i en ganske urimelig situation med de efterhånden mange udskydelser. I stedet for at stresse boligejerne yderligere, har han truffet den ganske fornuftige beslutning allerede nu at bekendtgøre, at den næste udskydelse tidligst vil komme i 2024. Det kan man da kalde for rettidig omhu.
Og boligejerne? Ja, de ved stadig ikke, om de er købt eller solgt. De må så forvente en lang liggetid på over tre år efter mottoet: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed… og til den tid bliver de sikkert igen taget på sengen.
I mellemtiden må de så lægge penge til side til imødegåelse af fremtidens usikre – men helt sikkert stigende – udgifter, og det er der til gengæld også gode muligheder for nu, hvor mange vil vælge at gemme pengene i deres box(it)madras. Men her kan der opstå nye udfordringer for de plagede boligejere. For hvad nu, hvis de i mellemtiden får brug for cool cash? Her vil de kvikke af slagsen hurtigt finde ud af, at de må gemme en del af hensættelserne i deres kummefryser. Andre vil ræsonnere, at hvis de får brug for at hæve penge hen ad vejen, så er det klogt at gemme nogle af pengene i deres elevationsseng. Det eneste, vi ikke kan anbefale, er at lægge pengene i skuffen, da men så kan blive så frygtelig skuffet i det lange (be)løb.
God fornøjelse, siger vi bare her fra Bloggen, mens vi vender hovedpuden og beslutter i fremtiden at kalde nærværende blog for ’Hovedet på bloggen’ i erkendelse af, at mange boligejere snart vil skulle lægge hovedet på blokken, i hvert fald den økonomiske blok -Ama’r halshug, som man sagde engang i Amagerbanken.
Det er (bolig)blokpolitik af værste skuffe.