Uge 19 astrologisk set
UGEHOROSKOPER KOMMER MANDAG GRUNDET SYGDOM
INDHOLD:
Anmeldelser fra AstrologiHusets Boghandel, bestil på www.astrologi.dk
Ugen, der kommer
Humoristisk fejl – beklager
Boligskat, sikke noget
Hacking
Ulykke
Musiker
Valg i Frankrig
Cronhammar-skulptur skrottet
Ugehoroskoper kommer først mandag grundet sygdom
Anmeldelser fra Astrologihusets Boghandel
Alle bøger kan bestilles på www.astrologi.dk – klik på Shoppen
Den medicinske seers kostguide
Anthony William
373 sider, 349,95 kr.
Borgen
Her er efterfølgeren til ”Den medicinske seer”. Bogen bærer undertitlen: ”Helbred dig selv og dem, du holder af, med den healende kraft i frugt og grønsager”. Bogen baserer sig som sin forgænger på en ekstraordinær dyb, åndelig indsigt, som mange læger og kostvejledere ikke altid er i besiddelse af.
Forfatteren formår at fremlægge en logisk argumentation for, hvorfor de forskellige slags kost virker på vores fysiske krop og psyke, og ikke mindst på vores sjæl. Således har vi her en helt anderledes kostguide.
I bogens anden del omtales ”De fire hellige”. Det vil sige de enkelte frugter, grøntsager, urter og krydderier samt e vilde fødevarer, som han kalder dem, som har langt større energi end dem, der er dyrket i ”fangenskab”.
Vi får en omtale af, hvilke sygdomme og/eller symptomer på sygdomme, den enkelte grøntsag eller frugt virker på. Men udover dette traditionelle omtaler William den følelsesmæssige støtte og spirituelle erfaring, som også er i grøntsagerne/frugterne, og der er konkrete tips og opskrifter. Han skriver om ca. 50 grøntsager/frugter på en meget overskuelig måde, og mange af ”de hellige fire” virker på det samme, blot på forskellig måde.
William kommer også ind på udfordringerne for vores planet, og hvordan vi kan leve godt, selv om der sker væsentlige ændringer med fx klimaet. Det handler om bevidsthed og tilpasning for det enkelte menneske.
Bogen er forsynet med et fyldigt stikordsregister. Opleves bogen i starten som en lidt for stor mundfuld, kan man med fordel bruge den som opslagsbog og slå op på de enkelte elementer i 2. del.
Menneskehetens spirituelle historie (let forståeligt norsk)
Per Henrik Gullfoss
172 sider, 219 kr.
Ildsjelens Forlag, 2017
På bogens omslag får vi at vide, at den er beregnet for dem, der søger viden om hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvor vi er nu og hvor vi er på vej hen. Det lyder ambitiøst, men det er faktisk, hvad bogen tilbyder på sine få, men indholdsrige sider.
Gullfoss bruger sin vældige viden fra sine studier af religionshistorie (specielt mystik) og teatervidenskab. Men samtidig har han også en meget subjektiv tilgang til sit emne, hvor han bl.a. bygger på egne og andres erfaringer fra regressioner, og på sin mangeårige astrologiske praksis. Det gør beretningen udogmatisk og vedkommende.
Det er tydeligt, at den er skrevet af en, der har en vældig indsigt i sit emne. Hans udgangspunkt er bevidstheden, ikke det materielle. Her bygger han bl.a. også på Jungs begreb om den kollektive bevidsthed.
Astrologien ser Gullfoss som det ene af to sprog, der ikke er skabt af mennesket. Det andet er naturen. Astrologien er det sprog, som solsystemet taler, og vores opgave er at tyde det. Han peger på, at alle større civilisationer har udviklet en form for astrologi.
Bogen er på et letforståeligt norsk, det er næsten som at læse dansk. Det er altså ikke sproget, der skal afholde en fra at dykke ned i denne guldgrube. – Aase Kærgaard
Vejen til et lykkeligere liv
Emma Seppälä
220 sider, 199,95 kr.
Harper Life
Undertitlen lyder: ”En praktisk guide til lykke, succes og trivsel”.
Denne bog giver en opskrift på, hvordan vi bliver lykkelige. Emma Seppälä søger at gå en mere dokumenteret vej til lykken, da bogen baserer sig på den nyeste lykkeforskning. Hun koncentrerer sig om at være nærværende og at turde begrænse vores afhængighed af moderne kommunikaqtionsmidler, hvor vi er på døgnet rundt – eller sagt på en anden måde: At give slip på tanken om i går og i morgen. Når vi får et godt forhold til os selv, får vi overskud til at være mere venlige over for andre.
Der er på omslaget en omtale af bogen af professor Kristin Neff, som er meget rammende. Den lyder: ”Denne bog er et friskt pust, der punkterer myten om, at vejen til at blive lykkeligere er at gøre alting hurtigere, bedre og mere effektivt. Seppälä viser os, at hvis vi slipper vores ubønhørlige stræben efter at præstere, så opdager vi, at ligevægten, glæden og self-compassion allerede er med os i nuet”.
Detox dit liv
Ph.d. Deanna Minich
368 sider, kr., 199,95 kr.
Harper Collins Nordic
Bogen er nyskabende, idet den kombinerer afgiftningen i kroppen med afgiftningen i følelser og ånd.
Forfatteren bruger 7 systemer til med hvert sit center svarende til de chakra, der anvendes i mange østerlandske healings behandlinger fx Reiki Healing og kinesisk medicin.
Over de første 226 sider omtales disse systemer og deres sammenhæng med vores indre organer over til livsstilpåvirkninger samt hvilken føde der er god for netop udrensning af de organer, der henhører under det enkelte center.
Deanna Minich fokuserer også på det væsentlige at vi ikke kun skal se det hele som en udrensningsproces men også se det som en proces hvor vi sætter noget andet i stedet for det skadelige.
Der er en udførlig kostvejledning på siderne fra 227 og fremefter og en hel kur på 21 dage, som kan fortsættes.
Der er mange fine og overskuelige skemaer under de enkelte afsnit og der er også farveplancher.
Bogen er meget omfattende og den kræver en indsats at sætte sig ind i. Yder man denne får man også et fantastisk udbytte af bogen.
Jeg tør godt!
Martin Advaith Kirkevang
195 sider, 199,00 kr.
Stay True
Martin Advaith Kirkevang stiller på side 39 i sin bog spørgsmålet: Hvad sker der, efter at man har gjort alt, der forventes af en, hvad angår det at opnå det gode liv med god uddannelse, karriere, velfungerende privatliv of materielle goder.
Noget, der straks springer i øjnene ved bogen er de fantastiske overskrifter til kapitlerne. Fx bærer kapitel 1 denne overskrift: ”Om at forstå hvad der spænder ben for livsglæden og kunsten at se de bånd, der binder dig”. Eller kapitel 4: ”Om at turde mærke dine følelser og tillade dig selv at opleve alle fornemmelser og tanker, samt at transformere dine hæmninger og følelsesmæssige bånd”.
Forfatteren baserer sig på sine egen oplevelse af den begrænsning, tinnitus var på hans egen livsudfoldelse og dermed livsglæde.
Det, at han skriver ud fra egen erfaring og arbejde med sig selv, har gjort hans bog meget vedkommende og brugbar, og det gør den særdeles læseværdig. Bogen giver oplevelser, som det ville tage flere år at samle op i ens eget liv.
Den indeholder også tips til, hvordan man bryder gamle vaner og mønstre og de begrænsninger, vi lægger på os selv. Forfatteren skriver meget direkte og rammende i slutningen af indledningen: ”…og glæden inden i er der, fordi jeg er…”.
PS: Alle bøger kan bestilles på shoppen på www.astrologi.dk
Ugen, der kommer
Vi er inde i en periode, hvor det er galt med Månens aspekter hver mandag. Det er T-kvadratet mellem Merkur, Uranus og Pluto, der udløses, og det giver en vældig turbulens, og det gælder hele døgnet fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. Det giver konfrontationer med en selv eller andre på grund af dårlig kemi og kommunikation denne mandag, så det er også denne mandag oplagt at lytte til Boomtown Rats og deres monsterhit fra 1979: ”I don´t like Mondays”.
Nu er Merkur vendt og går den rigtige vej, men konjunktionen til Uranus er der stadig, selv om den blive lidt mere aftagende, jo længere vi når frem på ugen. Det vil sige, at kommunikation og forståelse kommer til at flyde bedre igen. Og mange vil finde nye måder at lære og kommunikere på, da Uranus er nytænkningens planet.
MANDAG
Læs gerne indledningen om følelsesmæssige svingninger denne dag, som er ugens mest spændingsbetonede dag.
TIRSDAG
Nu sænker roen sig efter gårsdagens spændinger. Kl. 6.01 går Månen ind i det lidenskabelige og dybe Skorpionens tegn. Dette tegns præg er dagens stærke tema, da Solen er i eksakt harmoni med Pluto, Skorpionens planet. Det er en dag med stærke viljer og modviljer.
ONSDAG
Her er dagen med de fleste faktorer udløst astrologisk set. I dag er den eksakte konjunktion mellem Merkur og Uranus, som er beskrevet i indledningen. Så er der mulighed for at udvise stor opfindsomhed og finde nye utraditionelle – eller lige frem geniale – løsninger på alskens udfordringer.
Om formiddagen står Månen flot til Neptun og øger fantasien og intuitionen, og om aftenen står den godt til Pluto og øger dybderne og lidenskaben. Der kan være stærke følelsesmæssige udsving om aftenen, da det er fuldmåne. Dette aspekt er eksakt – det vil sige på sit højeste – kl. 22.42.
TORSDAG
Kl. 17.59 går Månen ind i Skytten og giver et par dage med behov for glæde og optimisme. Disse størrelser kan dog have trange kår. Dels står Merkur i harmoni med Saturn, som altid har et alvorsskær over sig, samtidig med, at den er både forsigtig og tålmodig. Og så er det dagen, hvor Mars er i eksakt spænding til den indadvendte Neptun, så man skal regne med, at tingene ikke altid er som de ser ud til i disse dage, og man bør ikke stole på andre mennesker. I hvert fald må man udvise forsigtighed og ikke slå større brød op, end man kan bage.
FREDAG
Det er dagen, hvor Mars står i eksakt harmoni med Jupiter, og det kan gøre, at man har lyst til at glæde sig og måske lave en fest eller en komsammen i denne weekend. Om formiddagen stå Månen flot til Venus og giver et stort behov for hygge og kvalitet. Aftenen kan forekomme noget blandet, idet illusionerne og den lette påvirkelighed er fremherskende, da Månen spænder Neptun op. Til gengæld står Månen godt til Jupiter og understøtter behovet for fest og glæde.
LØRDAG
Om aftenen står Månen godt til Uranus og stimulerer de nye måder at gøre tingene på. Ellers ingen eksakte aspekter.
SØNDAG
Kl. 6.37 går Månen ind I Stenbukken og giver et par dage med behov for ro og stabilitet – hastværk er lastværk, som man siger.
Humoristisk fejl – vi beklager
I det humoristiske indslag fra i søndags kom vi desværre til at begå en utilgivelig fejl, som gjorde, at humoren ikke blev nær så udtalt som tiltænkt – alt sammen måske på grund af den retrograde Merkur.
På 1. maj-dagen i dag kæmper rød og blå blok om overtaget. Blå blok forsøger via den konservative Rasmus at drive en kile ind i den røde blok.
Måske kan det bevirke, at vi i dag kommer til at se bannere med paroler som: ”Ud med 1. maj – og ind med 2. maj” eller ”Væk med rød 1. maj – og ind med blå mandag. I dag sker der nemlig det sjældne, at konfirmandernes blå mandag falder sammen med den røde 1. maj-dag.
Blå blok vil måske snarest fremlægge et (Jar)lovforslag om helt at afskaffe den 1. maj og simpelthen begynde måneden med den 2. maj. Så ville blå bloks kongstanke være ført ultimativt ud i livet. Og ordet kongstanke skal her forstås i ordets bogstaveligste forstand, da Det Konservative Folkepartis parole lige fra starten for 100 år siden lød: ”Gud, konge og fædreland”.
De vil altså springe over den 1. maj, som de anser for en dårlig dag, og det vil de gøre ud fra den samme tanke, som hvis en filmproducent beslutter at springe film nummer to over, fordi den meget ofte ikke lever op til nummer 1. Filmproducenter går derfor direkte videre til nummer 3 og springer 2´eren over. Og hvad skulle det i øvrigt betyde at springe den 1. maj over, når maj i forvejen har en dag ekstra og varer 31 dage i flere andre måneder i året? Det er et spørgsmål, om nogen overhovedet vil lægge mærke til det. Det er måske ligefrem muligt at indføre det nye system helt uden om folketinget…?
Venstrefløjens modsvar på blå mandag er på banneret: ”Ud med blå mandag, ind med den røde”.
Måske burde de to fløje fusionere til en fælles mandag, så begge kommer til orde på talerstolene i ligeberettigelsens navn. Når man blander den røde og den blå farve med hinanden, får man den violette farve frem, og så vil børn og pædagoger i Folketingets røde og blå stue være glade og glemme alt om kampen for taletid på den første dag i maj. På den måde kan vi få de røde faner frem på den blå mandag, og de blå faner frem på den 1. maj – i år altså en og samme dag.
Tilbage til Blå blok, som går ind for Kaj Munks ”Den blå anemone” som dansk kanon.
De har derfor lavet en ny tekst til digtet, så den kan afsynges på 1.-majdagen:
I denne søde vintertid
Står vintergækken prægtigt hvid
Den første dag i maj
I denne fjendske zone
Forgår min anemone
Jeg ser den aldrig mer
Nu lysner det så smukt i øst
Og giver os en nyttig trøst
Så verden nu er knap så rød
Men mere violet
Jeg glædes ved at se det (rød blok sang før: VÆMMES ved at se det…)
Den første dag i maj
Du lille anemone
Hvor er vor skaber stor
- Rød blok ville udtrykke det sådan: Jeg væmmes ved at se det, den første dag i maj.
Forhistorien, som brev bragt i søndagsbrevet
Bevar blå mandag – retrograd Rasmus
Rasmus Jarlov prøver igen at få børn i skole den 1. maj – men astrologisk set bliver det højest til en aprilsnar for ham – igen. Han kan ikke acceptere, at arbejdernes internationale kampdag skal medføre en fridag. Han vil hellere have børnene til at holde fri på dronningens fødselsdag, hvad der ikke er så underligt, netop på grund af denne kongstanke: Gud, konge og fædreland. Men i år er det særligt umuligt for ham at vinde ørenlyd på grund af den retrograde Merkur. Så desværre, kære Rasmus – du må forsøge igen på et andet tidspunkt, hvis dit Jar-lovforslag skal blive taget alvorligt og blive ophøjet til Jar-lov.
Forlig om boligskatterne
Så kom det store, brede forlig om boligskatterne endelig i hus. Det skete den 2. maj omkring kl. 16.00. Men på en retrograd Merkur og en Saturn, der var i spænding til både AC, Chiron og Venus. AC var dermed i en kraftig spænding, men det modsatte var tilfældet med MC. Der er derfor både godt og dårligt at sige om forliget, som skulle til for at få de nuværende boligejere til at sluge de stigninger, som kommer i fremtiden. Faktum er nemlig, at de stigninger vil komme, men isoleret betragtet var forliget det bedste, man kunne komme i hus med lige nu. Det gav også Løkke en tiltrængt succes. Men forligshoroskopet er på den lange bane som at tisse i bukserne for at få forligshoroskopet er på den lange bane som at tisse i bukserne for at få varmen, dvs. det holder kun kort.
Banker nu også hacket
I sidste uge var det 10 ministerier, der blev hacket, sandsynligvis af russiske hackere, som har forbindelse højt oppe i systemet. Nu er det kommet frem, at der også er nogle banker, det er gået ud over. Hackerne omgår sikkerhedssystemerne ved at hacke sms-koder, der skulle beskytte kunderne, men som nu gør det modsatte – nemlig gør det nemmere for forbryderne. De mangler dog stadig den ekstra kode og kan derfor ikke komme det sidste stykke af vejen. Men sagerne viser systemernes svage punkter.
Sagerne passer godt med astrologien, at denne og mange andre sager kommer frem på et tidspunkt, hvor Merkur har været retrograd (det handler om fortiden), præcis ligesom pressen i de seneste uger har skrevet og talt meget om de ca. 100 milliarder kroner, som nogle skylder staten, og som Skat har patent på inddrivelsesretten til. Gælden vokser med 30 millioner om dagen. Problemet er bare, at Skats inddrivelsessystem ikke fungerer, der har kastet håndklædet i ringen, i hvert fald delvis. De 80 milliarder kroner har de opgivet at få fat i og vil koncentrere sig om at få fat i de sidste 20 milliarder via det nye inddrivelsessystem, hvis de vel at mærke kan få systemet til at fungere.
Men nu er Merkur gået direkte igen, og den står sammen med nytænkningsplaneten Uranus. Derved stiger muligheden for at få tingene til at ske, måske gennem alternative inddrivelsesmetoder. Her er det meget underligt, at regeringen ikke hypper deres egne kartofler og sætter private inddrivelsesvirksomheder på opgaven, i stedet for blot at opgive. Men en blå regering vil nok bare have Skat det sidste stykke ned med nakken, og der er ikke bedre mulighed for dette end nu.
Endnu en musiker er gået over
Det har ganske enkelt været umuligt at følge med i den strøm af dødsfald, der har ramt fremtrædende kunstnere i det seneste års tid. Derfor er der mange, der ikke er blevet nævnt her på bloggen.
Det seneste skud på stammen er den engelske trommeslager Craig Gill, som for nylig begik selvmord på grund af en ulidelig tinnitus, som han havde lidt af i 20 år. Craig blev kun 44 år og led grundet sin tinnitus af søvnunderskud og angst, og han døde i sit hjem i Manchester. Hustruen fandt ham død, efter at hun havde være ude med børnene.
I skrivende sekund opdager jeg, at han døde den 20. november 2016. Han er derfor en af de mange der har ligget i bunken af eksempler på døde musikere. Jeg har dog valgt at skrive videre, da han er et eksempel på mennesker, som har Neptun i spænding til Solen i denne tid, som vi havde et stort tema om i det seneste nummer af Astrologimagasinet HOROSKOPET. Hans lidelse var nu blevet så slem, at han ikke orkede at leve længere med den.
Gill var trommeslager i den succesrige Manchester-gruppe Inspiral Carpets. Han blev født den 5. december 1971 i Salford, UK. Tidspunktet er ukendt, men alle, der er født den 5. december har Neptun i spænding til Solen i denne tid, uanset fødselsår og fødeland. Neptun har med sygdomme og lidelser at gøre. Den var i spænding til Solen i Skytten (lange rejser), og det skulle altså vise sig at bringe ham ud på den ultimative og længste rejse af alle.
Ulykke i Københavns Havn
Den 6. maj 2017 kl. 19.43 skete der en nærmest uundgåelig ulykke i Københavns Havn, som længe har været hærget af meget hurtige speedbåde, der suser gennem havnen, mange med udgangspunkt i Brøndby Havn, hvor man anholdt flere sejlere kort efter ulykken, hvor to unge, amerikanske kvinder omkom. 3. hus er som meget ofte inde i billedet ved trafikulykker. Horoskopet viser da også, at dødsplaneten Pluto står i 3. hus med hele tre spændinger – netop dem, vi har skrevet side op og side ned om i flere måneder. I det aktuelle tilfælde står 3. hus i Stenbukken, hvor Saturn hersker, og denne var netop i går i spænding til Månen i 11. hus (venner). Saturn står i Skytten, der står for udland og rejser. Mars (voldsomhed) står i Tvillingerne (trafik og alt, hvad der er to af) i spænding til Neptun (vand). Det kan ikke være tydeligere, at man skal passe på i sådanne perioder, især på steder, hvor hovedløse mennesker regerer. Trafik planeten Merkur står i Vædderen (hovedet) i spænding til Pluto (død). Pluto hersker ydermere over hele horoskopet, da AC lige er gået ind i Skorpionens tegn.
Valget i Frankrig
Vi har her på bloggen tidligere analyseret det franske valg og har fra det tidspunkt, hvor Macron kom ind i billedet, erklæret ham som vinder. Dette skete også for nylig, hvor det var selve valghoroskopet for den 7. maj 2017 kl. 08.00 i Paris, der lå til grund for finalevalget.
’Nu har jeg også fået set på horoskopet for det tidspunkt, hvor valget slutter, og hvor AC er nået ind i Skorpionen, hvor horoskopherskeren Pluto hører hjem. Den er derfor meget væsentlig i denne sammenhæng, og den får hele 4 spændinger og kun en harmoni. Det vil sige, at der kommer mange konFRONTationer (a propos FRONT National og Le Pen) som følge af valgresultatet. Pluto står for de mørkere nuancer, derfor er det ikke underligt, at indvandring og flygtninge er et tema. Men den står også for masserne, så det her er virkelig noget, som rører hele nationen, og resultatet kommer til at vække en del uro.
Pluto har med det ultimative at gøre, herunder fx jordskredsvalg. Jeg vil tro, at Le Pen får mange flere stemmer end mange håber, men at det ikke bliver tilstrækkeligt til at vælte Macron af pinden. Men et stemningsmæssigt jordskred er næppe undgåeligt. Det bliver dog næppe til noget Frexit i denne omgang.
Ingvar Cronhammar-skulptur skrottet
Præcis da Merkur stod stationær efter at være gået retrograd i ca. tre uger, kom det frem, at skulpturen ”Camp Fire” var blevet nedrevet og skrottet. Cronhammar er født den 17. december 1947 og har derfor Saturn stående på sin Sol, og Neptun (hemmeligheder, opløsning) er begyndt at spænde to af hans planeter op, nemlig Merkur og Jupiter. Da sidstnævnte står for retssager, kan det næppe undgås, at der lægges sag an.
Det hændte er forståeligt ud fra en astrologisk synsvinkel, selv om det ikke kunne forudsiges, at netop denne specifikke hændelse ville finde sted med Camp Fire. Mystiske og uforklarlige ting sker ofte, når Merkur går baglæns, samtidig med, at flere spændinger er i spil.
- Ugehoroskoper kommer først mandag grundet sygdom.