Nu er alle blade af Astrologimagasinet HOROSKOPET omdelt. Har du endnu ikke modtaget det, er det en fejl, og du må sende en mail på karl@astrologi.dk – så får vi det bragt i orden
Vi har nu gennemført, at alle blade er enten i plastik eller kuverteret. Vi håber du er tilfreds med både dette og med den rivende udvikling, der er i gang på magasinet, og som fortsætter i næste nummer. Vi synes selv, at det seneste nummer er det bedste nogensinde, og vi håber, at du er af samme mening.
INDHOLD
Foredrag om Din indre Gral
Begynderkursus i tarot
Ugen, der kommer
Pluto gennem Stenbukken
Rødovre Centrum – tillykke
Den spanske syge – del 3
Dagshoroskoper for alle tegn
Foredrag I AstrologiHuset – DIN indre gral
Helle N kommer onsdag den 4. april og foredrager om Din indre Gral:
Hvad er din indre Gral?
Hvor bor den i kroppen?
Hvilken funktion har den?
Har vi også en Gral i universet?
Foredraget er en rejse med kundalinien og udviklingsvejen, baseret på Helle N’s egne erfaringer med kundalinirejsning og den smukke udfoldelse af energi, som dette medførte.
Det er en fortælling om, hvordan Gralens indre skifter farver, alt efter, hvor langt vi er på udviklingsvejen.
Onsdag den 4. april kl. 19.00, entré 200 kr.
Husk tilmelding.
Begynderkursus i Tarot
Lær at bruge Tarotkort til at få svar på dine store livsspørgsmål og til at se ind i dig selv.
Du vil lære at lave forskellige oplæg, og du vil komme lidt ind omkring astrologien og numerologien for at få disse områder med ind i tolkningen.
Du vil lære at indstille dig på opgaven og de indsigter, kortene fortæller.
Vi arbejder ud fra Tarot Rider Waite Standard-kortene og bogen Den Ultimative Tarot Guide. Begge dele kan bestilles hos mig, så det er de rigtige kort, du har at arbejde med. Kortene koster kr. 149,- og bogen koster kr. 299,-.
Kurset er begge dage fra kl. 10.00 til kl. 16.00 Der er indlagt ½ times frokost.
Weekenden d. 14. og 15. april 2018
Kurset koster 1.500,00 kr. og betales ved tilmelding.
Der vil være max 8 deltagere. Tilmelding på 40294004.
Kursus leder:
Bodil Nielsen
Psykoterapeut
Ugen, der kommer
De to mest markante dage i ugen er torsdag den 29. og lørdag den 31. Her kan man forvente lidt af hvert, og der kan ske en del i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Som vi tidligere har skrevet, er de sidste dage i marts centrale i den forbindelse.
Torsdag står pengeplaneten Venus eksakt på Uranus, som står for oprør, så her kan ventes demonstrationer og måske også et forhandlingsoplæg fra Sophie Løhde, som er statens/regeringens forhandler.
Men dagen er også noget rigid i det, det vil sige med ingen eller kun meget lidt fleksibilitet. Solen er nemlig i eksakt spænding til Saturn, og det får energien til at bølge frem og tilbage, men lige meget hjælper det. Der skal stærke kræfter til for at ændre på noget, og det må vi så bare håbe på er til stede. Om eftermiddagen er Månen i spænding til Neptun, hvilket kan medføre forvirring og kaos.
Da den 29. er skærtorsdag, kan det være, at et eventuelt oplæg fra regeringen kommer en dag eller to tidligere.
Påskelørdag er ugens mest spændingsbetonede. Det hjælper lidt, at Venus tidligt om morgenen går ind i sit eget tegn, Tyren, som står for værdier. Men Månen laver usædvanlig meget rav i det og spænder både Mars, Saturn, Solen og Merkur op. Det vil sige, at det går ud over både energier, arbejde, ansvar, tålmodighed og kommunikation. Det er virkelig ikke let at opnå gode resultater i et så oprørt hav. Skulle der komme et forslag op her, vil det enten blive dårligt modtaget eller komme til at virke dårligt, hvis det skulle blive vedtaget. Følelserne kan virkelig komme i kog på en sådan dag og i en sådan periode, så det vil ikke føre til ret meget godt, hvis man fx påbegynder forhandlinger her, eller indgår et forlig.
Det handler om at komme i forbindelse med det spirituelle retfærdighedsplan og se alt som en helhed. På den måde kan det lykkes at få et helhedsbetonet resultat.
Foråret er generelt meget spændingsfyldt astrologisk set, og der kan godt optræde en krisestemning, måske netop forårsaget af overenskomstforhandlingerne.
På grund af de voldsomme aspekter kan det naturligvis ikke udelukkes, at der kommer en storstrejke. Men her vil regeringen gribe meget hurtigt ind i så fald. Kun få dage får lockouten lov at vare, maksimalt en uge. Men som sagt er der meget store muligheder for, at Løhde vil komme op med et godt forslag, som også vil bringe hende selv op i sværvægtsklassen, hvad angår at komme op i partiets top. Hun har i hvert fald horoskopet til fremgang lige nu.
Jeg håber derfor, at flest muligt vil meditere og sende lys til landet og regeringen, som får behov for gode vibrationer.
Påsken er tiden for transformation, nybrud og gennembrud, så der kan ske rigtig meget på de åndelige planer. Og det med større styrke, jo flere der deltager i de åndelige øvelser og påvirkninger.
På den måde kan man også imødegå den terrortrussel, som sådanne aspekter kan medføre. Det begyndte i sidste uge, og natten til fredag gik Merkur retrograd, mens den står i spænding, i lighed med alle de personlige planeter, herunder aggressions- og krigsplaneten Mars. Mange er derfor på krigsstien, og det er ikke let at lægge en dæmper på dette. Men det er heldigvis altid muligt at sende lys og healing til landet og jordkloden, som begge trænger til det i denne tid.
De nævnte aspekter er de samme over hele kloden, men de rammer forskelligt ind i den enkelte landes horoskoper. Vi så terroren allerede fredag i Sydfrankrig i byerne Carcassonne og Trebes. Fredag stod Månen ydermere i spænding til Neptun. Aggressionsplaneten Mars stod – og står stadig – sammen med kriseplaneten Saturn i spænding til Solen og markerer, at der er fare på færde, og at vi derfor må være agtpågivende og passe på, hvad vi siger og gør, da det kan få store konsekvenser. Dette understreges eftertrykkeligt af, at Merkur og Venus er i konjunktion i spænding til Pluto. Så gå gerne i en stor bue uden om optræk til ballade. Og send lys til kloden i 2-3 uger – og kør også forsigtigt i trafikken.
Pluto gennem Stenbukken
Magtplaneten Pluto gik ind i Stenbukken i efteråret 2008. Da kriseplaneten Saturn hersker i netop Stenbukken, var det nærmest en astrologisk naturlov, der trådte i kraft og skabte krise lige netop på det ”rigtige” tidspunkt. Nu er der ved at være styr på den økonomiske krise, selv om der nok skal vise sig andre virkninger af kombinationen, før Pluto i 2023-24 skifter tegn igen. Men nu findes der andre kriser end de økonomiske. Lad os derfor kaste blikket på begrebet magt. Hvordan går det egentlig i verden med fx antallet af diktaturer rundt om på kloden. Astrologisk set ville man forvente en stigning i antallet af hårde magtstrukturer, men også, at disse diktaturer vil falde igen, senest når Pluto gennemløber Vandbærerens tegn frem til 2037/38.
Man får nærmest et chok, når man må konstatere, at flere og flere despoter tager magten i et stigende antal lande, og at over 3 milliarder mennesker nu lever i en eller anden form for diktatur. Det handler om over en tredjedel af verdens befolkning!
Dette viser en ny, tysk undersøgelse. Og så er Tyrkiet et eksempel på, at det går i den helt forkerte retning. Erdogan sætter sig hårdere og hårdere på magten og har dekreteret overvågning af mulige kritikere i andre lande, herunder Danmark, hvor et stigende antal kritikere af Erdogan overvåges.
Tyrkiet satte sig tidligere på måneden på Afrin-området i Syrien. I Tyrkiet indskrænkes ytringsfriheden og fængslerne bugner af politiske fanger. Valgfusk breder sig, medier styres og journalister fyres eller fængsles. Kloden over lever 4,2 milliarder mennesker i demokratier, mens 3,3 milliarder frister en tilværelse i diktaturer. Får denne udvikling lov til at fortsætte, vil antallet af flygtninge stige yderligere.
Undersøgelsen er foretaget af Transformation Index fra den tyske Bertelsmann Stiftung, som følger udviklingen i 129 lande. Rapporten for 2017 er ifølge Politiken den 23.marts 2018 den dårligste i de seneste 14 år. Ud over Tyrkiet er Venezuela, Indien og Sydafrika blandt de hårdest ramte demokratier. Men også Burundi, Tadjikistan, Bahrain, Etiopien og Eritrea følger ”godt” med. Vi vil i løbet af foråret se på nogle af disse landes horoskoper.
Disse lande er såkaldte autokratier, hvor magten i realiteten er samlet hos en enkelt person. Flere af disse lande kan havne som deciderede diktaturer, hvis udviklingen fortsætter blot i en relativt kort periode.
Rødovre Centrum udvidet igen – efterlysning!
Vi vil gerne lykønske det fine center med udvidelsen, der gør centret til landets største butikscenter, målt på antallet af butikker, samt med fødselsdagen den 1. april, og vi kvitterer gerne med en rask horoskoptolkning.
Rødovre Centrum åbnede ifølge nettet den 1.april 1966, men jeg har ikke kunnet finde åbningstidspunktet. Var det ved normal åbningstid, fx kl. 9.00, eller skete der en åbning med taler og champagnepropper, der sprang – eller en snoreklipning? Ved nogen dette, hører jeg gerne derom. Hvis der var en åbningstale, hvornår var det så, at centret blev erklæret for officielt åbnet?
Den spanske syge – del 3
I føljetonen om 100-året for den spanske syge, hvor den første del blev bragt i det nyeste nummer af Astrologimagasinet HOROSKOPET, har vi fra en læser, Marianne, fået tilsendt et tilfælde af sygdom og død. Det handler om Petra Rasmussen. Hun blev født den 11.august 1887 i Slagelse og døde af den spanske syge den 28. september 1918. Hun var gift med Carl Richard Breyen, født 18. marts 1881 i København. Parret blev gift den 5. juni 1915, formentlig i København. Det oplyses ikke, om manden blev syg, men han døde i så fald ikke af det. Dette indtraf først den 20. marts 1949.
Her ser vi et meget interessant astrologisk tilfælde af, hvor katastrofalt det kan være at gifte sig på en ”forkert” dag. En ting er, at Venus er i spænding til Uranus, som står for pludselige begivenheder. Jeg vil derfor tro, at det er gået stærkt for dem at blive gift. De har sikkert kun kendt hinanden i ganske kort tid, før det skete. Men det spændingsfyldte ligger mest i konjunktionen mellem Pluto (død), Saturn (skæbne) og Merkur i Krebsen er i spænding til Måne/Jupiter-konjunktionen i slutningen af Fiskene. I slutningen af 1918, hvor Petra døde, står Neptun (sygdom) i spænding til Mars i giftermålshoroskopet. Mars står sandsynligvis i 8. hus OG hersker over 8. hus (død). Pluto bevæger sig efter et års tids ægteskab hen over Saturn, og da døden indtraf, stod Pluto på Merkur. Igen ser vi de to yderste planeter have en hård virkning.
Horoskoper virker også efter døden, og netop i år har Petra Saturn i spænding til Uranus, men det er Uranus og Pluto, der leverer det værste skyts, der må minde Petra om den frygtelige tid for 100 år siden. Uranus udløser spændingen mellem Merkur, Jupiter og Saturn, og Pluto er i spænding til Mars. Det kunne være virkelig spændende at vide, om Petra er inkarneret i nutiden. I så fald gør fejringer af 100-året nok et stærkt indtryk.
Petra Rasmussen havde nogle voldsomme spændinger i sit horoskop, da hun blev gift. Disse har gjort sit til, at ægteskabet fik så hurtig og brat en ende. Hun kan ikke have været syg ret længe, da hun døde, da pandemien først begyndte i sommeren 1918. Det handler naturligvis om sygdoms- og hospitalsplaneten Neptun, som spændte både Merkur, Saturn og Jupiter op. Nu om dage ville det sikkert være sket på den måde, at parret ville være blevet hurtigt skilt, fordi ægteskabet hurtigt knagede i fugerne. Dengang holdt man mere sammen, men så sneg der sig altså en dødbringende dræber ind i form af en pandemi (Neptun).
- Både Hanne-Vibeke Holsts roman om den spanske syge og så den fantastiske bog af Hans Trier, ”Angst og engle”, der udkom for nylig, kan reserveres i AstrologiHusets Boghandel på: karl@astrologi.dk
Dagshoroskoper, søndag den 25. marts 2018
Du kan hver dag i ugen finde dit dagshoroskop på www.astrologi.dk – klik på Dagshoroskoper for alle tegn.
VÆDDEREN
Nu er det dine følelser, det allermest handler om. Hvis du har arbejdet for meget og overset følelseslivet, så er det nu, at dit indre kræver opmærksomhed. |
Kærlighed:3
Arbejdsliv:2
Vitalitet:3
I dag svinger du godt med: Krebsen/Vædderen
TYREN
Du møder mange mennesker, og nogle af dem kan blive til bekendtskaber, der også rækker ind i fremtiden. Der handler også om de mere åndelige forbindelser. |
Kærlighed:4
Arbejdsliv:3
Vitalitet:3
I dag svinger du godt med: Tvillingen/Fisken
TVILLINGEN
Du kan gøre nogle gode køb i dag, hvis du blot udviser lidt forsigtighed og bruger fornuften og intuitionen. Du accepterer kun kvalitetsvarer i dine indkøb. |
Kærlighed:4
Arbejdsliv:3
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Tyren
KREBSEN
Det vil være godt at øve sig i at blive bedre til at modtage betingelsesløst – altså uden at tænke på, hvad du kan gøre til gengæld. Men glem det – og bare modtag. |
Kærlighed:4
Arbejdsliv:2
Vitalitet:3
I dag svinger du godt med: Stenbukken/Krebsen
LØVEN
Det er vigtigt at følge din intuition, som er endnu bedre end normalt. Tag altid den første indskydelse, der kommer til dig, når du tænker på noget konkret. |
Kærlighed:4
Arbejdsliv:3
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Fisken
JOMFRUEN
I stedet for at gå og pusle for meget med tingene alene derhjemme, så søg andre menneskers selskab, hvor du kan dyrke dine interesser med ligesindede |
Kærlighed:4
Arbejdsliv:4
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Vandbæreren
VÆGTEN
Lad ikke andre stå i vejen for din karriere eller dine ambitioner. Vær ikke alt for optaget af at tage hensyn, men tænk mere på, hvad du gerne selv vil opnå. |
Kærlighed:3
Arbejdsliv:3
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Stenbukken
SKORPIONEN
I dag vil det være godt, hvis du prøver at udvide din horisont. Se tingene i nye perspektiver. Vær åben for andres måde at se tingene på. Det inspirerer dig. |
Kærlighed:3
Arbejdsliv:3
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Skytten
SKYTTEN
Brug dagen på at fokusere din energi og være mere vedholdende, fremfor at lade dig rive med og distrahere. Undgå at blive for overmodig, og tag dig god tid. |
Kærlighed:3
Arbejdsliv:3
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Skorpionen
STENBUKKEN
Selv om ansvarlighed og karriere selvfølgelig kan være vigtigt, så husk at pleje forholdet til ægtefællen/andre mennesker. Sørg for at holde dine aftaler i dag. |
Kærlighed:4
Arbejdsliv:4
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Vægten
VANDBÆREREN
Du bliver måske nødt til at sluge nogle kameler og forsøge at tilpasse dig. Fokuser på det lavpraktiske og hold dig til de ideer, der kan bruges her og nu. |
Kærlighed:3
Arbejdsliv:4
Vitalitet:4
I dag svinger du godt med: Jomfruen
FISKEN
I dag skal du bare flyde med strømmen, tage det som det kommer, og se hvad der sker. Gå på eventyr. Tag på en date med dig selv, og sørg for at ”blive væk”! |
Kærlighed:2
Arbejdsliv:2
Vitalitet:3
I dag svinger du godt med: Løven