OK18
Merkur-spænding endelig i aftagende
Vi har i nogen tid kæmpet med, at først var Merkur retrograd, men ikke nok med det: Den var også i spænding til Saturn. Dette skaber forhindring, forsinkelser og andet bøvl. Så går tingene meget let i hårdknude – og det er også det eneste, der går let!
Dette oplevede vi under sejtrækkeriet i overenskomstforhandlingerne, som i flere omgange gik i stå. Kort efter, at Merkur var gået direkte, kom det første gennembrud, som vi skrev om. I går vristede Merkur sig så endelig fri af spændingen til Saturn på den måde, at aspektet godt nok ikke er slut, men nu har det været i sit optimum, og er i aftagende. Det vil sige, at vi forhåbentlig kan vente et forlig i OK18 i en af de kommende dage, så storkonflikten undgås.
Netop i går kom der et nyt gennembrud i forhandlingerne, og i dag fredag er alle forhandlere indkaldt, inklusive Dennis Kristensen, som var forudseende og allerede HAR indgået et forlig på sit område. Og når netop HAN er indkaldt, så er det gode tegn.
Jeg vil tro, at vi i løbet af weekenden vil se en endelig aftale.