Fodbold i Holland og Frankrig søndag
Vi har skrevet den astrologiske prognose for dansk fodbold i denne sæson, men hvordan ser det ud i fx Frankrig og Holland, hvor man er nået frem til slutkampene, der derfor bliver spillet samtidig – og dermed kan man astrologisk set lære mest af disse.
I Frankrig står Solen i 7. hus og begunstiger derfor udeholdene, der kan have en tendens til at vinde eller overraske positivt. I Frankrig spilles alle kampe den 14. maj 2017 kl. 21.00 og i Holland kl. 14.30.
I Frankrig står Mars ydermere i 7. hus blandet aspekteret, mens der ikke er planeter i 1. hus (hjemmeholdet), som derfor ikke har så stor modstandskraft og initiativ. Derfor vil det blive en dag med ekstra meget fokus på udeholdene, der generelt har størst mulighed for at overraske positivt – og dermed for at vinde flere kampe, end det er normalt for en runde. Vi skal naturligvis tage forbehold over for, at nogle hold intet har at kæmpe for og derfor ikke er lige så motiverede som de hold, der HAR noget at kæmpe for, så den faktor skal med i det samlede billede, lige som det aktuelle styrkeforhold skal tages i betragtning.