Evaluering på prognose for EM-finalen Holland – Danmark
Forudsigelsen ud fra kamphoroskopet for EM-finalen mellem Holland og Danmark om at Holland ville vinde kampen over Danmark vandt over min forudsigelse om, at Danmark lige så godt kunne vinde kampen set i lyset af de to træneres horoskoper.
I første halvleg bølgede kampen ellers frem og tilbage, hvor begge hold spillede lige godt og stillingen stod 2-2 efter første halvleg og det så ud til at begge hold kunne vinde kampen. Min forudsigelse om at Holland ville få en målchance i starten af anden halvleg, da AC (hjemmeholdet) i en konjunktion ramte Saturn ændrede kampen fuldstændigt og viste sig at blive kampafgørende. Holland fik nemlig et frispark 25-30 meter foran det danske mål præcis i det minut (kl. 18.08), hvor AC var i eksakt konjunktion med Saturn (med mindre end 0.30 graders orbis), hvilket de udnyttede ved at skyde bolden forbi den mur (Saturn), som Danmark havde opstillet foran deres eget mål, så bolden havnede i det danske mål til stillingen 3-2 til Holland. Resten af kampen viste Holland sig med Saturn i deres eget 1. hus (hjemmeholdet) at være det det bedste og mest udholdende (Saturn) hold og de vandt fortjent 4-2, selv om Danmark spillede deres hidtil bedste kamp i EM-turneringen.
Morten Bruun