Begge bøger kan løbes her:
www.astrologi.dk Så kommer du hen på shoppen.
Tycho Brahes stjerner
Astrologien og hans levnedsløb
Sven F. F. Svensson
178 sider, kr.180,00.
Museum Astrologicum
Mange astronomer og andre videnskabsfolk har ivrigt hævdet, at det kun var i Tycho Brahes naive ungdom, at han interesserede sig for astrologien. Men i denne skildring af Tycho Brahes liv og forskning bliver det klart dokumenteret, at han bevarede interessen livet igennem.
Bogen giver en meget grundig og spændende gennemgang af Tycho Brahes liv og forskning, specielt med fokus på astrologien. Vi ser flere af de horoskoper, han opstillede, sammenholdt med computerhoroskoper med samme data. Og vi hører om forudsigelser, der viste sig at være ret nøjagtige, samtidig med, at vi også får et levende indtryk af, hvad det ville sige at være forsker på den tid. En tid, hvor man f.eks. ikke havde nøjagtige ure og præcise instrumenter til at udforske himmellegemerne. Og hvor selv en berømt forsker var afhængig af kongens gunst.
Manuskriptet til bogen har været forsvundet i 30 år, men er nu lykkeligvis genfundet og udgivet, så der åbnes mulighed for, at vi kan lære denne del af Tycho Brahes flittige forskning at kende.
Aase Kærgaard
Klassisk hermetik og astrologi
Lars Steen Larsen
128 sider, kr.140,00.
Museum Astrologicum
Den klassiske hermetik har været en inspirationskilde for en lang række berømte forskere op igennem tiden. De hermetiske skrifter stammer helt tilbage fra det 1. til det 4. århundrede, og i denne bog udforskes specielt hermetikernes forhold til astrologien.
Bogen udspringer af et kandidatspeciale ved Københavns Universitet, og specialet anses for at være et væsentligt bidrag til forskningen i hermetik. Lars Steen Larsen har bearbejdet specialet med henblik på formidlingen i denne udgivelse. Han har tilføjet en introduktion til den klassiske hermetik, som skal give læseren en generel basis på sin vej ind i emnet, men bogen må stadig siges at være ganske krævende læsning. Men for den, der vil fordybe sig i hermetikken og dens sammenhæng med astrologien er der meget at hente.
Afhandlingen bygger på omfattende studier af de forskellige dele af hermetikken og af græsk astrologi og beskriver også hermetikernes eget syn på astrologien, som har mange nuancer.
Bogens få sider formidler en omfattende viden.
Aase Kærgaard