MANDAG
En optimistisk dag med behov for glæde og højt humør, læs evt. indledningen. Ellers en stille dag aspektmæssigt. Månen harmonerer med Saturn midt på dagen, og det giver ro på bagsmækken og pæn stabilitet, disciplin og ansvarlighed. Det er også dagen, hvor Pluto er stationær og begynder at tænke på at går direkte igen efter ca. fem måneds retrograditet. Nu bliver det nemmere at sætte sin vilje igennem på den gode måde, og der kommer færre og/eller blidere følelsesmæssige konfrontationer med én selv eller andre. Det gælder naturligvis ikke de peiroder, hvor andre planeter spænder Pluto op, fx Merkur, Mars, Solen og Månen. Der går et par måneder med at komme helt op i fart igen, når det handler om en så yderlig planet som Pluto – der jo også står for yderligheder. Astrologi ER altså logisk – det er lige før den også er astro-logisk
TIRSDAG
Kl. 9.07 går Mars ind i Stenbukken, læs evt. i indledningen. Der bliver den i et par måneder, hvor mange får lov til at vise, hvem de er på det energi- og arbejdsmæssige område. Kl. 22.43 går Månen ind i Jomfruen og befrugter os med et par dage med sans for perfektionisme, nuancer og detaljer. Om formiddagen står Månen flot til Uranus og gør mange fremsynede, iderige og direkte opfindsomme. Om aftenen er der en fin kontakt mellem Månen og Mars, så det bliver en aften med behov for fysisk aktivitet.
ONSDAG
Dagen begynder meget harmonisk med Månens fine sekstil til Venus, der står for nydelse af enhver art. Dette står i skrigende kontrast til energierne sidst på eftermiddagen og om aftenen, hvor Månen udløser spændingen mellem realitetsplaneten Saturn og illusions- og kaosplaneten Neptun. Dette stiller store krav til klarhed og stringens, som er nærmest uopnåelige kvaliteter denne aften. Tillad dig selv at være lidt fjern og forvirret – og løb med god samvittighed lidt rundt om dig selv, især hvis spændingen udløser noget i dit personlige horoskop.
TORSDAG
En stille dag, hvor det eneste eksakte aspekt er Månens harmoni med Merkur midt på dagen. Det vil sige, at forståelse, følelser og kommunikation går fint hånd i hånd, så hvis du vil have en god snak med et medmenneske, er det nu, du bør slå til.
FREDAG
Kl.8.52 går Månen ind i Vægten og byder på et par dage med følelsesmæssig og social harmoni. Midt på dagen er det dog så som så med harmonien, da Månen spænder Mars op og kan bringe temperamenterne i kog. Men sidst på eftermiddagen er denne energi pist væk, idet Månen står på den glade og humoristiske Jupiter. Derved bringes dennes konjunktion med Solen også ind i billedet og det kan give en meget speciel aften og nat, hvor der kan blive festet igennem på den gode måde. Spændingen til Mars er nu aftagende, men udløser det noget i ens eget horoskop, kan det godt slå gnister.
LØRDAG
Kl. 01.11 er nymånen eksakt i Vægten, hvilket generelt vil give en mere harmonisk aften og nat mellem fredag og lørdag end vanligt. Skulle der opstå skærmydsler, vil man kunne tale sig til rette om tingene. Det er straks noget mere komplekst senere på døgnet, da Månen først på eftermiddagen spænder Pluto op. Her kan nogle blive såret så meget på deres følelser, at de lukker helt af og fortrænger de hårde realiteter. Enkelte vil måske vende det udad, og det kan blive ret konfronterende for dem, der er involveret i dette vist deres eget horoskop. Men så er det heller ikke værre, man får hjælp af den fine harmoni mellem Venus (værdier) og Neptun (medmenneskelighed), som er eksakt i dag.
SØNDAG
Dagen begynder med at ruske op i følelserne, og mange bliver måske stressede og vågner tidligt på trods af hviledagen. Månen er i spænding til Uranus, der står for pludselige hændelser og følelsesmæssige udbrud, mest når man presses og dermed stresses. Kl. 20.43 går Månen ind i Skorpionen og skænker os et par dage med behov for dybde og intensitet. Ikke meget overfladesnak, tak – helst slet ikke noget overhovedet!