Af gæsteblogger Claus Due
MANDAG 12. september
Dagen begynder med en Måne/Merkur-trigon, hvorfor man med fordel kan gå i gang med et skriftligt projekt eller med noget, der gør, at man skal kunne argumentere for en sag. Dagen er imidlertid også præget af et Merkur/Mars-kvadrat. På den ene side er man skarp, går lige til benet. På den anden side kan man kvaje sig ved en for hård og sårende udmelding. Månen går i Vandbæreren sidst på aftenen. Her sætter en mere social tendens ind.
TIRSDAG 13. september
Tirsdagen er præget af en Sol/Merkur-konjunktion i Jomfruen. Merkur er for så vidt stærk i Jomfruen, men forbrændt af Solen og retrograd. I den forbindelse kan der generelt opstå en del stress. Man har svært ved at tænke klart og kan blive intimideret af andre, og man sætter generelt sit lys under en skæppe. Konjunktionen danner også et kvadrat til Mars, så der skal ikke meget til, før man farer i flint. Det kan desværre udmønte sig i voldsomme sammenstød, voldsepisoder og drama i medierne.
ONSDAG 14. september
NU danner Månen gunstige vinkler til hhv. Venus og Mars, og der er masser af muligheder for positiv kontakt til andre. Er man i det romantiske lune, kan en flirt sagtens redde ens dag, og der er også mulighed for at møde kærligheden. Det gælder om at skabe sit eget lille rolige hjørne, hvor man lukker verdens larm helt ude. Lad det hele gå sin skæve gang, og vær til stede i nuet. Ugens bedste dag.
TORSDAG 15. september
Månen går i dag i Fiskene, så en mere drømmende og verdensfjern tendens sætter ind. Man har fornemmelse for kunst, fornemmer sine medmennesker og tror på en større sammenhæng. Igen gælder det om at skabe en niche, hvor man kan nyde livet. Månen aktiverer i aftentimerne Saturn/Neptun-kvadratet, hvorfor det, som foregår nationalt og globalt, kan forstyrre ens sjælefred, hvis ikke man formår at holde godt fast i sin egen indre kerne.
FREDAG 16. september
Det er fuldmåne i dag. Månen er med andre ord i opposition til Solen og dermed også Merkur og i kvadrat til Mars. Gryden er i kog. På den positive side kan en masse, der ellers er foregået i det skjulte, komme frem i lyset, når Månen er fuld. Skjulte dagsordener afsløres. Intriger, der har forårsaget splittelse, kommer for dagen. På det personlige plan kan man blive bevidst om sine egne dybere følelser. På den anden side aktiveres de problematiske aspekter mellem Sol/Merkur/Mars. Derfor kan de følelser, man kommer i kontakt med, være ubehagelige. Konflikter med omgivelserne kan også opstå. Det er en dag, hvor det handler om at være så bevidst som muligt. Ved man, hvad man foretager sig, overraskes man heller ikke af det, som man tiltrækker.
LØRDAG 17. september
Månen går i dag i Vædderen, så man er aktiv, energisk og udadvendt. Der skal ske noget, og man er ikke bleg for at sætte nye ting i gang. Ens energi er smittende, og man får derfor andre med på sine planer. Mars danner også en trigon til Uranus, så det skorter ikke på nye og revolutionerende idéer. Ikke mindst finder man på radikalt anderledes måder at gøre tingene på. Især mænd kan genopfinde sig selv. Den måde, mænd får lov at udtrykke sig på, er mere begrænset, end den kvinder kan anvende. Men mænd kan ny med fordel sprænge rammerne for, hvad der anses for at være traditionel maskulin adfærd.
SØNDAG 18. september
I dag er Venus og Uranus i opposition til hinanden. Månen går i Vædderen over Uranus og aktiverer dermed oppositionen. Det gør oplevelsen af aspektet mere markant, især midt på aftenen. I dag er man ikke for fastholdere. Man er nok social, ønsker en masse kontakter, men man er ikke til den tætte og intime kontakt til andre. Det skal være uforpligtende og inspirerende. Man kan sagtens møde en ny kærlighed i dag, men det er ikke i dag, tingene falder til ro. Til gengæld kan man i dag sagtens møde en type menneske, man ikke før har stiftet bekendtskab med. man bliver mere tolerant, mere rummelig overfor det, der adskiller sig væsentligt fra det, som man er vant til.