Touren 2018
Hvad siger stjerner om de bedste ryttere i Touren – hvem har størst vindermuligheder, og hvad med Fuglsang?
Hvad angår Jakob Fuglsang har han besøg af Pluto i spændinger, så det vil være usandsynligt, at han kan vinde, men med lidt held kan han blive 3´er. Det sandsynligste er ca. nr. 5, og han skal passe på styrt, når Pluto er spændt op. Så er der mulighed for at blive sat ud af spillet på den ene eller den anden måde. Det bliver ret svært for ham med holdløbet, og her skal han passe på ikke at tabe så meget terræn, at det er umuligt at indhente tidstabet.
Froome er også usikker, da han har besøg af både Saturn, Neptun og Uranus i spændinger. Men en podieplads kan det nok blive til på grund af hans eminente evner på en cykel – hvis han ellers gennemfører. Med de mange spændinger skal han passe på styrt og manglende dømmekraft – og ‘metaltræthed’.
Porte er god og kan vinde på grund af det harmoniske horoskop. Han har en god Saturn og ellers ikke spændinger af betydning. Det eneste, man kan være lidt betænkelig ved, er, at Saturn står på Neptun. Men Neptun er så velaspekteret, at dette ikke burde få større negativ betydning, men vi skal huske, at vi ingen fødselstider har på rytterne, bortset fra nogle af de franske ryttere. Der er måske også lige en enkelt ting mere, der er værd at bemærke. Porte har ikke mange aspekter i det hele taget, og derfor er han måske lidt tilbagelænet i sin tilgang til cyklingen. Ikke sådan at han vil demonstrere ‘feriecykling’, men han kan lige mangle den afgørende gnist. I hvert fald ser man nogle gange, at harmonier i kombination med kun få aspekter overhovedet kan give en manglende motivation.
Quintana er en meget farlig outsider denne gang på grund af en Pluto, der er særdeles aktiveret, da den står oven på hans tredobbelte konjunktion mellem Merkur, Venus og Saturn. Det er nu eller aldrig, det er alt eller intet. Faktisk kan han vinde Touren med de aspekter. Men jeg synes bare, at han tidligere har udvist ustabilitet og ikke helt levet op til sit store talent. Gør han det samme denne gang, så tror jeg aldrig han kan vinde Touren, heller ikke fremadrettet.
Nibali er også en favorit til podiet, da han ikke har spændinger af større betydning, hvad angår transitterne. En podieplads venter.
Landa har spændinger fra Saturn og Uranus, dog ikke de værste. Men han har potentiale til et godt resultat. Intuitionen siger dog, at han får udfordringer og måske er i fare for at udgå.
Dumoulin og Bardet er næsten tidstvillinger og har fine aspekter. De er født med to dages mellemrum, så de to dygtige ryttere har mange fælles aspekter. Og de er gode, så her har vi et par fine klassementsryttere.
Geraint Thomas har lidt problemer med Saturn, men klassementet venter.
Yates står gennemgående godt på trods at lidt udfordring fra Neptun, hvor han skal passe på styrt.
Roglic har udfordringer med Uranus, men skal nok være blandt de 10 første, når de når Paris.
Uran har Neptun-udfordringer og kan nok kun vanskeligt komme med i top-10.
Valverde har lidt udfordring med Pluto, men skal nok gøre en god figur trods det faktum, at alderen begynder at trykke, selv om det ikke er så meget igen. Men nok til, at han ikke er med helt fremme.
Podiet kan blive Porte, Quintana og Nibali med Froome, Dumoulin og Bardet på de næste pladser. Men Froome er den mest usikre astrologisk set, lidt sammen med Quintana, der har det med at misse sine store chancer. Indimellem disse kan Fuglsang godt komme. Så er der Thomas, Yates og Roglic, der også skal med i det astrologiske klassement.
Og så kan jeg se, at jeg har glemt Pinot, som er født den 29. maj 1990 kl. 9.10 i Lure. Forglemmelsen skyldes sandsynligvis, at hans progressive AC er på vej ind i en spænding til Pluto, som kan medføre et afbræk i karrieren inden for de næste to år. Men da transitterne står godt, kan vi også vente, at han kommer med i klassementet. Dog har jeg ikke korrigeret hans horoskop. Det vil jeg se, om der kan bliver til til de næste dage, ligesom jeg har fundet fødselstiderne på Froome og Bardet.