Af Morten Bruun
EM-kvartfinalen Tjekkiet – Danmark den 3. juli kl. 20.00 (lokal tid) i Baku
Begge hold skal spille langt fra deres egen fysiske hjemmebane, men UEFA har rent teknisk tildelt Tjekkiet som hjemmehold i kampprogrammet. Da vi er nået så langt i turneringen, at der kun er de otte bedste hold tilbage, så er der nu ikke noget hold, der er klar favorit til at vinde, især ikke når begge hold fysisk spiller på neutral bane.
Ud fra kamphoroskopet står hjemmeholdet stærkest med både Pluto eksakt på ascendanten (hjemmeholdet) samt Saturn og Jupiter i deres 1. hus. Jupiter er ovenikøbet 11. hus-hersker, hvilket viser, at Tjekkiet er et rigtig godt hold som de viste, da de overraskende vandt over forhåndsfavoritten Holland i ottendedelsfinalen.
Danmark vil dog kæmpe godt med kampplaneten Mars i deres 7. hus, og med Venus i 7. hus vil de spille meget seværdigt fodbold.
Kampafgørende tidspunkter: Omkring kl. 18.15 (dansk tid) går AC ind i Vandbæreren og omkring kl. 18.38 rammer descendanten (udeholdet) Venus og giver her Danmark mulighed for at score. I anden halvleg omkring kl. 19.20 rammer MC Måneknude-aksen, hvor der både kan blive scoret eller udskiftet spillere. I slutningen af kampen omkring kl. 19.44 rammer AC Jupiter og giver Tjekkiet en scoringsmulighed. Samtidig skifter AC tegn og går ind i Fiskene, og kampen vil her endelig blive afgjort.
Denne analyse er en lakmusprøve på, om man kan bruge astrologien på, at det ene hold kun teknisk set spiller på hjemmebane, selv om begge hold fysisk set spiller på neutral bane, så viser kamphoroskopet, at Tjekkiet (hjemmeholdet) er det stærkeste hold og vinder med 3 – 2, og at Danmark desværre taber kampen med ære.