Beskrivelse
Jan Borregaard.
Se anmeldelse.
Foreliggende værk søger at vise sammenhængen mellem skrift og horoskop. Første knyttes forbindelsen mellem de håndskrevne former og astrologiens elementer, planternes og tegnenes signaturer i skrift.
Derefter undersøges skrifter med lignende træk, og undersøgelsen går herefter over til at sammenligne enæggede og tveæggede tvillinger samt “tidstvillinger”, dvs. mennesker født med lignende horoskoper.
150 sider.
Anmeldelse:
Denne bog har også titlen: Grafologi og Astrologi – og deres frugtbare samvirke. Forfatteren har gennem en længere årrække forsket i, om der er en sammenhæng mellem analysen af personers håndskrift og tydningen af de samme personers horoskop.
Hans nysgerrighed blev vakt, når han som astrolog modtog håndskrevne bestillinger på horoskoper, og det førte ham til at uddanne sig i grafologi.
Efter nogle afsnit, hvor grafologiens grundregler gennemgås, går Jan Borregaard over til at vise sammenhænge mellem astrologien og horoskopets faktorer. Vi hører om planeternes signaturer i håndskriften og om hvordan tegnene udtrykker sig. Derefter følger en lang række undersøgelser af forskellige konkrete eksempler. Udgangspunktet er først skrift-lighed og derefter horoskop-lighed, f.eks. tvillinger og tidstvillinger.
Der er tale om en omfattende og grundig forskning i bogens emne. I efterordet gør forfatteren opmærksom på, at skriften mere giver et øjebliksbillede af karakteren, mens horoskopet mere beskrives som et mandala for menneskets indpasning i et større hele. Der er altså ikke tale om entydige sammenhænge, men alligevel om, at fælles væsenskræfter ligger bag.