Neptun og de bevægelige tegn – fortsat
Ikke så snart jeg havde trykket på knappen og udsendt ugebrevet, dumpede der et læserbrev ind – ikke om læser-joller, men om en helt anden bådtype, som en dansker deltager i ved OL i Tokyo.
Tak til Lasse for brevet med den fantastiske information om, at den amerikanske gymnast Simone Biles er født den 14. marts 1997 i Columbus, Ohio – en af de datoer, der også er nævnet i indslaget fra lørdag i ugebrevet. Biles vandt 4 guldmedaljer i gymnastik ved OL i Rio i 2016. Ved dette OL i Tokyo er der intet, der fungerer for hende, hvad der astrologisk set ikke er noget underligt i. Neptun står på hendes Sol, og det svækker koncentrationen og dømmekraften i den fysiske verden – hvilket ikke er godt for en topatlet. Hun har derfor trukket sig fra flere af konkurrencerne ved legene. Hun har hele tre planeter i konjunktion i Fiskene, så det er en udvikling, der har stået på i et par år – og det varer et godt stykke tid endnu, før udfordringerne stopper. Ikke mindst fordi både Venus, Solen og Merkur er i opposition til Mars. Hun skal simpelthen have en pause på et par år, hvilket nok i praksis vil betyde, at hun trækker sig fra topidræt. På den måde undgår hun skader og psykiske belastninger i forbindelse med topsport.
Heldigvis lykkedes det for Anne-Marie Rindom at hive en guldmedalje hjem i sejlsport, som vi skrev om tidligere. Men det skete naturligvis ikke uden dramatik. Og her var jeg igen heldig at finde fødselsdagen på Marit Bouwmeester fra Holland, som var Rindoms værste konkurrent til guldet, men som heldigvis for Rindom troede, hun ville blive disket og derfor måtte vende om kort efter starten. Men Rindom og Bouwmeester kom i mål som hhv. nr. 6 og 7, og så guldet var hjemme til Rindom og sølvet til Bouwmeester.
Men sikke dg et horoskop, Bouwmeester holder sig nu og de næste ca. 3-4 år – og som nok betyder et stop i topsport for hende. Hun er født den 17. juni 1988 – og sørme ikke om det ikke gav pote af næsten åbenbaringsagtig karakter. Hun har nemlig hele 5 planeter i spænding til hinanden – endnu flere end Rindom har lige nu. Neptun har ganske vist ikke ramt Solen endnu, men det betyder reelt intet, når der er så mange andre planeter involveret. Nemlig både Venus, Merkur, Saturn og Uranus. Det er helt vildt og meget forklarende astrologisk set, at de to bedste ikke alene skal kæmpe mod hinanden, men også mod hvert deres horoskop, hvor det ene er mere udfordrende end det andet – men heldigvis ikke så meget mere, end at de begge endte på podiet som de to bedste. Til gengæld skal der ske ændringer i begges liv, når Neptun er så meget på spil. Der skal meget mere fokus på den indre verden i forhold til den ydre – og det bliver først rigtig slemt, hvis dette faktum ikke erkendes.