Anmeldelse
Astrologisk grundbog
Ferenc Szöllösi
267 sider, 190,- kr.
Museum Astrologicum
Der er her tale om en genudgivelse af en grundbog, som blev brugt i astrologiundervisningen i 1970’erne, hvor den ældre del af de nulevende danske astrologer tog afsæt. Den gennemgår basisviden i den klassiske astrologi enkelt, klart og systematisk, og giver på den måde en let tilgængelig adgang til et omfattende fagområde.
I bogen får læseren et indtryk af, hvor stort et arbejde det var at opstille et horoskop før computerprogrammernes tid. Den del af bogen har nu kun historisk interesse, men andre dele kan stadig tjene til inspiration og indsigt, når man arbejder med tydningen af horoskoper, selv om der naturligvis er sket en vældig udvikling i astrologien siden bogen udkom første gang.
Bogen kom oprindelig i to bind med titlen Astrologi – rigtig lært I-II. Den er genudgivet på initiativ af Claus Houlberg som en del af hans utrættelige arbejde med at dokumentere astrologiens udvikling i Danmark. I den sammenhæng må man sige, at der er tale om en klassiker. – Aase Kærgaard
https://astrologi.dk/shop/astrologisk-grundbog-ferenc-szollosi/