Claus Hjort Frederiksens og Neptun
Vi har gennem tiden skrevet en del om forsvarsministerens horoskop, ikke mindst i det seneste års tid, hvor han har været angrebet af Neptun – og stadig er det. Denne planet står bl.a. for virus, allergier og andre lidelser på det helbredsmæssige plan – og dette gælder også sygdomme, der er ”arbejdsrelaterede”. Frederiksens ministerium viser sig at være blevet hacket af en russisk gruppe, der er trængt dybt ind i forsvarsministeriets computersystem, dog ikke helt ind i de grundlæggende systemer, som kører helt selvstændigt, og som ikke kan hackes udefra. Sådan udtrykker Frederiksen det i hvert fald, men når man er ramt af Neptun, kan man hverken stole på andre mennesker, og heller ikke ens egen dømmekraft, som mere eller mindre er sat ud af spillet, som vi tidligere har skrevet. Den er blevet erstattet af drømmekraft i stedet.
Oven på angrebet reagerer Frederiksen derfor meget vagt og svagt (Neptun) og vil ikke gøre noget ved russerne, selv om det skriger til himlen, at det må man gøre – og gør normalt – i den slags situationer. Men måske han tænker mere på den russiske gasledning (fossile brændstoffer er også symboliseret af Neptun). På bundlinjen står altså en svækket og handlingslammet minister, men kunne man vente andet, når han selv er angrebet af neptunske viruståger?
Det er i hvert fald godt han ikke længere er finansminister, den post måtte han vige for den fremstormende Kristian Jensen – også på bedste, neptunske maner. Det skal dog indrømmes, at det også ER meget svært at gøre noget under Neptun-spændinger – og gør man det alligevel, kan der let komme endnu mere grus i maskineriet, så måske er det ikke så tosset endda at lade som ingenting og bare sende spørgsmålet tilbage til afsenderen: ”Hvilket hackerangreb? – Jeg har ikke opdaget noget i min Neptunsøvn, og i øvrigt drømte jeg lige så godt” Og så vender han sig om og drømmer videre om velmagtsdage, hvor han var en afgørende brik i kampen for at få Anders Fogh til magten. Nu har han hamret et søm i sin ministerielle ligkiste, og det er jo også en slags aktivitet….
Den progressive Mars (krig, aggression) står på Saturn (tilbageholdenhed, langsomhed). Den progressive Sol er på vej op i en spænding til Saturn, så Frederiksen er virkelig i defensiven, så ordet ’forsvarsminister’ er ret dækkende i den nuværende situation. Månen er i øvrigt også på vej op for at deltage i den samme spænding, så ministeren har virkelig skabt spænding, om end på den uønskede måde.
Men må desuden tilføje, at Neptun nok er den fredeligste af alle planeter, og så skal man da naturligvis ikke lægge sig ud med Putin, og slet ikke tage imod en invitation fra ham til en kop te – det kan jo være direkte livsfarligt. Man ved aldrig, hvad han finder på at komme i teen – i øvrigt et godt, gammel sovjetisk udtryk: Komiteen.