Christian Andersen er gået over
Naturlægen Christian Andersen var en institution i den alternative behandlingsverden i Danmark. Ud over sin klinik på Frederiksberg fik han også fremstillet sin egen radionerede medicin, som han solgte billigt til sine klienter sammen med sine særdeles prisbillige behandlinger, som langt de fleste havde råd til – og det var hans motto. Havde man slet ingen penge, så tilbød Christian alligevel behandling – ganske gratis. Jeg tror, han tænkte, at man så bare kunne betale i næste inkarnation.
Jeg havde den glæde at møde Christian mange gange i løbet af de seneste fire årtier. Dels har jeg modtaget kyndig behandling af ham, men i flere år kørte Christian også ud med post fra AstrologiHuset til Gilleleje og omegn, lige til sin bortgang – senest en uge før hans bortgang var han ude på den tur, der desværre skulle blive hans sidste. Hver gang bladet udkom, havde han sin faste tur rundt i postdistrikterne Gilleleje og Græsted sammen med sin hustru, Rosalia. På et tidspunkt tilbød Christian at tage Helsinge med også, da han jo kørte igennem byen, hver gang han skulle op til sit elskede sommerhus ved Smidstrup Strand, hvor han fx selv lagde fliser på terrassen, så sent som sidste år. Det er ekstra fantastisk at tænke på, når man ved, at Christian led af sygdommen Bechterew, som han dog formåede at selvbehandle, så han ikke havde så store ulemper af den.
Det var opløftende at opleve et sådant overskud af en mand oppe i halvfjerdserne. Men sådan var Christian. Man behøvede ikke selv at bede ham om noget. Når han opdagede, at andre havde brug for en tjeneste, så tilbød han den ofte selv. Og hvis man selv spurgte, var det så sikkert som amen i kirken, at han sagde ja til at hjælpe. Hvad bladet angår, så ringede Christian altid fra bilen, når bladet var færdigomdelt. Hele Gribskovområdet kommer nu til at savne at modtage bladet, når det lige var færdigtrykt. Bladene blev stort set altid omdelt fredag eftermiddag på vej til sommerhuset.
Med Christians bortgang har vi mistet en pioner inden for naturmedicinen og et stort og gavmildt menneske, som altid ville sine medmennesker det bedste. Vi er mange, der vil savne hans store hjælpsomhed og dygtighed.
Æret være Christians minde.
Karl Aage Jensen