Berygtet mafiaboss død – i Skorpionen tegn
Den sicilianske mafiaboss Salvatore Riina er død af cancer i fængslet, én dag efter sin 87-års fødselsdag. Han blev født den 16. november 1930 kl. 16.00 i Palermo og slog sine folde i den berømte mafiaby Corleone.
Fødselstider skal altid korrigeres, og i Riinas tilfælde passer det meget flot med et såkaldt Kündig-snit, som falder på kl. 15.38.35. Han har derfor Vædderen på AC, lige på kanten af Tyren. Horoskopherskeren er derfor Mars, som står i det stolte ledertegn, Løven og harmoni med Uranus i Vædderen i 12. hus.
Både Skorpionen og vædderen er frygtløse og modige tegn, som kaster sig ud i ting med dødsforagt.
Med Månen i 6. hus er cancer en mulig sygdomsrisiko for ham. Han døde i fængslet af den frygtede sygdom med progressive Mars på den progressive AC, helt eksakt endda. Dødsplaneten Pluto står i transit på MC og Uranus tæt på AC. Pluto er desuden på vej ind i en spænding til hans Jupiter/Pluto-konjunktion i 4. hus. Jupiter hersker over 8. hus (død) og Pluto er hans solhersker.
Både hans liv og død passer derfor perfekt til det horoskop han blev født med – og døde med.