Anmeldelse
De Nova Stella
Tycho Brahes Bog Om Den Nye Stjerne
239 sider, kr. 398,00
Syddansk Universitetsforlag 2022
Bogens indhold er nok til at bevidne Tycho Brahes dybe interesse for astrologi. Tycho var et vidunderbarn, læste allerede græsk og latin som syvårig, kom på universitet som 12-årig, og nogle år senere kunne man finde den unge adelsmand i fægtekamp, og en slåskamp holdt ham heller ikke tilbage. Nede på jorden, som han var, tolkede han også den Nye Stjerne, en supernova ved man i dag, astrologisk. Nok var den Nye Stjerne et mirakel, da Brahe målte dens afstand til at være ude i ’æteren’, i stjernehimlen, hvor der ifølge datidens astronomiske og kirkelige opfattelse ikke kunne ske forandring eller noget nyt.
På trods af dette mirakel går Tycho Brahe straks til fadet rent astrologisk. Han observerede nemlig, at den Nye Stjerne skiftede farve. I første fase blev det til Jupiters orange farve, hvorfor den først ville varsle noget godt. Dernæst iagttog Brahe, at den Nye Stjerne blev ildevarslende rød, og da dette astrologisk var planeten Mars’ farve, varslede stjernen ikke alene krig, men fx brand og mord og andet i samme dur (side 121). I luften ville der optræde tørhed, hedebølger, ildmeteorer og pestagtige sygdomme. Brahe anvender altså en farveanalogi, langt mere udbredt i datidens astrologi end i dag. Endelig ses supernovaen i sin sidste fase med en ’lysende bleghed’, hvilket Brahe med sin farveanalogi forbinder med Saturn. Dette varsler hårde tider, sorg, død og fængsel.
Her kommer Brahe med en vigtig kommentar. Da han ikke kendte den Nye Stjernes begyndelse, anvender han en regel fra en ukendt astrolog ved navn Halus. Denne var åbenbart en kender af Ptolemæus, og reglen siger, at hvis man ikke kender begyndelsen på en hændelse, skal man gå tilbage til sidste nymåne før hændelsen. Brahe var altså på jagt efter et såkaldt begivenhedshoroskop, også kaldet et elektions-horoskop. Han finder den sidste nymåne (5. december), opstiller horoskopet (side 120). I dette horoskop, der tages op igen senere med mange detaljer, er Mars den dominerende planet. Den spændende tolknings første del må læseren selv stifte bekendtskab med, men konklusionen er klar. Den Nye Stjerne er præget af Mars’ natur, og Mars ligger endog ikke langt fra Dragens Hale tilføjer Brahe.
Fra side 135 og frem har den unge Tycho Brahe igen taget sine astrologiske adelshandsker på og gør klar til nye fremstød. Klar til kamp skriver han nu på side 135:
” Til de højtærede tjenere af begge former for astrologi, hvor de end findes, hver og en, mine herrer og venner, der fortjener evig pris, fra Tycho Brahe, dansker, med hilsen og ønske om Uranias støtte[….]. Alligevel mener jeg ikke man nogetsteds kan få øje på bedre vidnesbyrd om den guddommelig visdom end i den øvre, himmelske verdens opbygning[…]. Farvel. Skrevet i mit studerekammer på Herrevad i december 1572”.
De to former for astrologi er den meteorologiske, og den form for astrologi, vi kender. Igen møder vi en belæst Tycho Brahe. I den meteorologiske astrologi har han størst erfaring med et 8-hus system, altså et horoskop, hvor kun otte huse virker bedst, i modsætning til de tolv huse moderne astrologer vist altid anvender. De to hussystemer går tilbage til antikken, til den græske astrologi i den hellenistiske periode, og blev til oplysning dengang kaldt henholdsvis ’dodekatropos’ (12 huse) og ’oktatropos’ (8 huse). Læseren kan finde systemerne i mere historiske og/eller akademiske bøger.
Da anmelderen allerede holdt det nu hedengangne magasin, Stjernerne, i 1970’erne, husker jeg endnu, at man kunne finde artikler om vejret (meteorologi). Hvordan blev vejret den kommende tid? Spændende.
Fra side 171 og frem skriver Brahe igen om måneformørkelsen forud for opdagelsen af den Nye Stjerne. Han opdagede den Nye Stjerne i 1572, men udgiver bogen om sin opdagelse i 1573, også i december, altså et år efter. Først læser vi om de matematiske og astronomiske beregninger. Fra side 203 og frem til side 217 finder man en særdeles nuanceret tolkning af måneformørkelsen.
For de mange astrologer, der læser eller skriver om måneformørkelser, er der virkelig meget at hente, også generelt. Brahe er inspireret af astronomen og astrologen Ptolemæus samt bl.a. af astrologen Firmicus Maternus. Samtidig er det ganske klart, at han også er sig selv. Dette håber jeg, læseren af denne anmeldelse selv vil undersøge nærmere. Man fristes til at sige:
Adelsmanden, Tycho Brahe, har kastes de astrologiske handsker.
Læseren anbefales også Peter H. Fogtdals roman Jupiters Time, der handler om Tycho Brahe og dennes arbejde med især den medicinske alkymi. For Brahe var astrologi og alkymi to sider af samme sag.
– Lars Steen Larsen