Horoskopet for dronningens information til folket om abdikation
Som tillæg til indslaget med tak til dronningen, ser vi nu på de forskellige horoskoper, der er involveret i den historiske meddelelse i dronningens nytårstale den 31. december 2023 kl. 18.12.
Det vigtigste aspekt i horoskopet er T-kvadratet mellem Månen (folket), Venus (kærligheden, værdierne) og Saturn (skæbne, karma). Spændingen sker mellem de bevægelige, fleksible tegn og de faste huse. Der er tale om en klar, fast og nødvendig beslutning, der blev meddelt på en retrograd Merkur. Det vil sige, at konsekvensen er, at dronningen vender tilbage til sin stilling fra før 1972 – altså som ’ikke-dronning’. Denne retrograde Merkur afspænder den karmiske Måneknudeakse. Og hvad der er lige så vigtigt, står den sammen med Mars (arbejde, energi) i spænding til Neptun og sender derved dronningen på pension, hvad der stemmer meget fint overens med dronningens eget horoskop, som vi behandlede i bogen Astrologiens mange facetter. Måneknudeaksen falder fra 10. hus (mål, erhverv) til 4. hus (folket, nationen). I 10. hus finder vi også Chiron (healing, helbred). Jupiter (succes) og Uranus (frihed, overraskelser) – og det kan nok være, at meddelelsen kom som en overraskelse for mange, også på en måde for astrologerne, der dog havde et vigtigt hjælperedskab i landets og dronningens horoskoper. Jupiter i 10. hus får hele 3 harmoniske aspekter til Solen, Månen og Saturn, så der er tale om en helt igennem rigtig beslutning.
MC er i spænding til Solen og viser er karriereskift med Solen i 6. hus (arbejde, helbred). Lykkepunktet (meningen med livet) står i den første grad i Vædderen (mod, vilje, handlekraft). Foreløbig har dronningen brugt disse egenskaber til at meddele sin beslutning i nytårstalen. Det er første gang, en dansk monark frivilligt har abdiceret. Ellers er det kun sket tre gange i Danmarkshistorien, at en regent er gået af – nemlig i 1146, 1439 og i 1523. Sidstnævnte var Christian 2., der forsøgte at fratage adelen nogle af dennes privilegier, hvilket ikke lykkedes. I stedet måtte han flygte til udlandet, og resten er historie.
Det nye Danmarks-horoskop
I landets horoskop er der også en forklaring med den ofte nævnte Neptun-spænding, men dette ser vi på senere, ligesom vi ser på begreberne skæbne og fri vilje samt forholdet mellem maskulin og feminin energi og dermed lighedsdebatten. Det er interessant, at det er to socialdemokratiske statsministre, der eksekverer beslutningen. Det er ydermere interessant, at det nu er en kvindelig statsminister, der overdrager embedet fra en anden kvindelig regent til kronprins Frederik. Det var Jens Otto Krag, der i 1972 overdrog embedet til dronning Margrethe – og begge hylder/hyldede de princippet om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Margrethe blev regent, da Pluto lige var gået fast ind i lufttegnet Vægten. Hun forlader nu posten, hvor Pluto er lige på nippet til at gå ind i et andet lufttegn, nemlig Vandbæreren, der står for nytænkning. Pluto er i dette tegn i ca. 20 år, og det passer måske lige med, at den kommende kong Frederik den 10. får et par årtier på posten. Vandbæreren står også for reformer, så det er ikke småting, det nye kongepar skal i gang med.
Skæbne og fri vilje
Dronningen har altid hævdet, at hun ville blive siddende som regent, indtil hun blev ’vippet af pinden’ – for sådan er det nu engang her til lands. Jeg har tidligere skrevet her på bloggen og i Horoskopet, at hvis jeg skulle coache dronningen, vil det være til at gå på førtidspension. Det blev i stedet – i første omgang – prins Henrik, der blev sendt på pension, da han fik en personlighedsforandring af de mere alvorlige. Dette meddelte dronningen i nytårstalen i 2015 med MC i spænding til Solen i helbredshuset (6. hus).
Der var således ikke dengang grund til at tro, at dronningen ikke ville blive siddende til det sidste. Men nu har dronningen taget et valg, hvor operationen i februar 2023 har været afgørende for ændringen i hendes tidligere standpunkt om at blive til hun ʼfalder af pindenʼ. Dronningen har dermed ubevidst handlet i forhold til sit eget og landets horoskoper.
De astrologiske signaler
At addikationen kommer nu, er der flere astrologiske grunde til. Ud over, at det passer med både dronningens og landets horoskoper, så kom intuitionen flere gange til mig under arbejde med en artikelserie om danske regenter, der måske bliver til en bog på et tidspunkt i fremtiden.
I den forbindelse har jeg læst flere bøger om de gamle, danske konger. Jeg ville have begyndt serien med Christian II, fordi han snart bliver aktuel med en udstilling på Østfyns Museer fra påsken 2024 og et halvt år frem. Christian II var født i Nyborg og regerede herfra under renæssancen, indtil han som nævnt måtte flygte til udlandet. Astrologisk Museum er blevet involveret i den østfynske udstilling, især vedrørende kongens horoskop.
Da jeg sad og skrev på artiklen om Christian II og anmeldelsen af hele to nye, fantastiske biografier om Frederik II og Frederik V, slog det mig, at der snart ville indløbe nyt fra kongehuset om dronningen.
Dronningens eget horoskop
Der er ikke tvivl om, at dronningen astrologisk set er klar til en pension. Pluto har i de seneste 2-3 år haft fat i uddannelsesplaneten Jupiter. Det har selvsagt ikke med dronningens egen uddannelse at gøre, men det skal ses i relation til børnebørnenes ophold på Herlufsholm og prins Joachims udfordringer under opholdet i Peris, hvor det blev meddelt ham, at hans børn fik frataget deres prinsetitler. Jupiter er også udlandets planet. Dernæst kom rygoperationen i en fremskreden alder, og nu var Pluto nået frem til en spænding til Solen, som dog nu er forbi teknisk set, men som varer længere på grund af spændinger til en hel perlerække af planeter. Nu ved abdinationen står Pluto på DC og udløser spændingen til Saturn, som står for knoglebygningen, herunder også ryggen. Om et par år tager Pluto spændingen til Månen, så der er tale om en række af spændinger, som vil give udfordringer for alle.