Beskrivelse
Lev i fuldt flor
Luuna Sommer
234 sider, 269,95 kr.
Forlaget LS
Boganmeldelse fra AstrologiHuset
Lev i fuldt flor med undertitlen Fra overvægtig til let og livsglad er en fortælling om Luuna Sommers forvandling, og om at vende en livskrise til et liv fyldt med glæde og livsmod.
Luuna Sommer (LS) er uddannet ernæringsterapeut fra University of Westminster i London, hvor hun også havde en kost- og ernæringsklinik. I dag kalder hun sig for ‘Vægttab- og livsstilsekspert’ og arbejder nu i Danmark som coach og mentor for dem, der gerne vil tabe sig og begynde en ny livsstil. Samtidig er hun forfatter til en række bøger og podcasts om at få et bedre liv ved at ændre på sine kostvaner.
På trods af at LS er uddannet inden for ernæring og sideløbende har deltaget i konferencer og kurser inden for emnet, har hun kæmpet med overvægt siden 13-årsalderen. En måned før hendes 60-års fødselsdag i januar 2017 begynder hendes fortælling. Hun har prøvet alverdens slankekure, hvor det har været yoyo-effekten, der har været det gennemgående tema med ekstra kilo som gevinst på kroppen hele livet indtil nu.
Det er en meget personlig fortælling med tilbageblik fra et levet liv, hvor mad har fyldt meget for bogens forfatter. Vi følger LS gennem et forløb, hvor de overflødige kilo begynder at rasle af, da hun hører om begrebet ”skjult insulinresistens”, og hun begynder en ernæringsmæssig omlægning af sine kostvaner og får i tilgift et gladere liv med mere energi.
Som jeg har forstået det, handler skjult insulinresistens om at få kroppen til at arbejde optimalt med den mad, vi putter i munden, så biokemien i kroppen kommer i balance. Det giver alt andet lige et varigt vægttab, men også en masse positive sidegevinster for eksempel en bedre søvn og mere energi i dagligdagen, samtidig med at risikoen for livsstilssygdomme som diabetes 2 og hjertekarsygdomme formindskes.
Bogen er opdelt i to dele, hvor første del er LS’ personlige fortælling. Her beskriver LS råt for usødet, om sin vej gennem livet med en krop, der har været svær at samarbejde med. Det samarbejde har givet hende opture men flest nedture, indtil hun fandt nøglen, der i dette tilfælde er ”skjult insulinresistens”.
Anden del består af 17 casestories fra kvinder, der alle har været igennem et forløb hos LS, og som LS har de fundet nøglen til en bedre livskvalitet. Det er en inspirerende og let læst bog, der kan anbefales til alle, der er kørt fast, og som ønsker mere livskraft og glæde i livet.
Jeg vil slutte med et citat fra bogen ”Miraklernes tid er ikke forbi. Det handler bare om at sætte ind med de rigtige tiltag” – god læselyst. Ellen Knudsen
Forlaget skriver
”Du er ikke på endnu en slankekur. Du er på en opdagelsesrejse mod et liv, du end ikke har turdet drømme om!”