Borgmester gået af på grund af Pluto – efterlysning
En af landets mest markante og længst siddende borgmestre er Erik Nielsen fra Rødovre. Han har været borgmester i 25 år og meddelte i december, at han ikke ville genopstille ved næste valg. I stedet er han – før tiden – nu snart forhenværende, da han har valgt at træde tilbage den 31. marts på grund af en lidt for smart ’firmabil’-ordning uden skat, som blev afsløret af Ekstra Bladet.
En ting er, at Erik Nielsen var en markant borgmester. Noget andet er, at Pluto er mindst lige så markant i hans horoskop lige nu. Han er nemlig først den 17. juli 1953, og alle der er født den dag, uanset årstal, har besøg af Pluto. Men kun dem – stort set – der er født i 1953 har den mest vanvittige uharmoniske Pluto af alle lige nu. Der udløses nemlig en kæmpe spænding mellem Solen i Krebsen (lokalområdet, ham selv), Mars (energi, arbejde), Uranus (pludselige begivenheder), Saturn (ambitioner) og Neptun (opløsning, bedrag). Det kan næsten ikke være værre, og det kunne være spændende at høre fra læserne, om deres borgmester er født i dagene omkring den 17. juli, 17. oktober, 17. januar eller 17. april – uanset årstal. I så fald vil de nemlig have Pluto i spænding til deres Sol, og det går aldrig stille af – og desværre mest på den hårde måde.
Desuden er både skæbneplaneten Saturn og illusionsplaneten Neptun med i billedet, og det gør det ekstra slemt for den ellers så populære borgmester.