Beskrivelse
Omrids af en manifestation.
Claus Houlbeg
Anmeldelse nederst
ASTROLOGISK DAGBOG 3 tegner omridset af en begyndende manifestation af den videre udvikling indenfor astrologien. Denne handler som projekt om et paradigmeskift, dvs. et bevidsthedsskift, der disruptivt berører faget både professionelt, samfundsmæssigt, videnskabeligt og uddannelsesmæssigt.
Med den tredje udgave af den astrologiske dagbog har Claus Houlberg i de tre bind samlet dagbogsindlæg fra 7 år (¼ Saturnrunde), og denne gang er udgangspunktet da også Saturn i Vandbæreren. I bind 3 har han samlet det seneste års næsten daglige indlæg på Facebook med undertitlen: Omrids af en manifestation. Det, der manifesterer sig er en ny energimæssig virkelighed i astrologien såvel som i vores verden i øvrigt.
Claus Houlberg har rigtig mange følgere på Facebook, og med god grund. I hans indlæg er der virkelig meget hjælp at hente i den forvirrende overgangstid, vi befinder os i.
En gave i den sammenhæng er det omfattende stikordsregister, som findes sidst i bogen. Tanken er ikke nødvendigvis, at man læser bogen fra ende til anden, men at man søger det, man har brug for i sin bevidsthedsudvikling.
Bogen er rigt illustreret, som oftest i farver, og bagerst findes også en liste over samtlige illustrationer. Det gør bogen let at finde rundt i.
Sproget er som altid klart og let tilgængeligt, selv om emnerne af og til er krævende.
Den er en gave til alle, der er undervejs på den indre vej eller bare står på tærsklen.