Beskrivelse
En fornyelse i astrologiens kulturhistorie
Ove von Spaeth
Anmeldelse nederst
Astrologi var i flere århundreder en ignoreret viden, kun studeret af få. Men fra 1950erne leverede dansk astrolog, forfatter og forlægger Irene Christensen et gennembrud af information i den større offentlighed. Hun udgav noget helt nyt her landet: et astrologisk tidsskrift, ”Stjernerne”. * I 1958 etablerede hun Nordens ældste astrologiskole og opretttede derpå første diplomeksamen. Med Irene Christensen kom astrologi i TV, blev mediekendt og afholdt af hele Danmark. Hun ville opfylde sit mål at udbrede astrologi, så alle åbent kunne udvikle studierne af denne filosofi.
* Pioneren Irene Christensens i over 65 år eksisterende astrologitidsskrift blev også et forum for alternative studier. Fra bladets årgange er blevet fremdraget detaljeret info og data fra eksperters artikler om astrologi, grafologi, yoga, parapsykologi, filosofi, kiromanti. Et spændende tidsbillede og forfatterarkiv med en værdifuld dokumentation, der især findes samlet her.
206 sider.
Anmeldelse:
Irene Christensen var en vigtig pioner i den udvikling af astrologien i Danmark, der har fundet sted siden midten af forrige århundrede. Så det er dejligt her at få en omhyggelig gennemgang af hendes mange engagementer og initiativer. Selv døde hun i 1976, men det institut og den skole, hun grundlagde, og Stjernerne, det tidsskrift, hun skabte, findes stadig.
I bogen her får vi mulighed for at følge hendes omfattende indsats på de mange områder, hun beskæftigede sig med. Vi ser eksempler på, hvordan hun har arbejdet for at udbrede kendskabet til astrologien i en større offentlighed. Og vi får en lang række citater af hendes egen omtale af astrologien.
Et stort afsnit er helliget en gennemgang af indholdsfortegnelsen i tidsskriftet Stjernerne fra 1956-1989.
Bogen er rigt illustreret i farver, og indbundet i stift bind. Den er et fund for alle, der gerne vil kende mere til den danske astrologi. – Aase Kærgaard