Beskrivelse
Lyt til din kroppens hemmelige sprog, og overvind de psykologiske forhindringer der står i vejen for din sundhed.
Henry Grayson
*Se anmeldelse nedenfor
De senere år er det blevet mere og mere anerkendt, hvor meget vores sind og følelser påvirker vores helbred. Det viser bl.a. de mange studier af placeboeffekten.
Psykologen og forfatteren Henry Grayson har i mere end 30 år beskæftiget sig med krop-sind-forbindelsen og sammenhængen mellem bevidste og ubevidste traumer, overbevisninger, tankemønstre og vores sundhedstilstand. I bogen præsenterer han både metoder til at bevidstgøre de psykologiske faktorer, der underminerer vores helbred, og en række redskaber til at fjerne disse underliggende årsager, så vi kan genvinde vores optimale sundhed.
Ifølge Grayson er sundhedsproblemer tit relateret til oplevelser i vores barndom, men det kan også være overbevisninger, der er blevet nedarvet i vores familie, eller ligefrem oplevelser fra tidligere liv. Rækken af metoder han anbefaler, inkluderer blandt andet akupressur og en form for tapping og åndedrætsteknik, som kan berolige det limbiske system i hjernen, som er med til at forårsage stress i kroppen. Henry Grayson inddrager sin egen historie, beskriver spændende cases fra sine mange års arbejde med klienter og giver læseren spørgeskemaer og en lang række effektive øvelser og anvisninger, som rækker ud over normal samtaleterapi.
Bogen giver dyb indsigt i de psykologiske faktorer, der står i vejen for, at vi kan udleve vores største potentiale, og anviser, hvordan vi når frem til et liv med sundhed, overskud og glæde.
Anmeldelse:
Forfatteren opdagede som ung at helbredelse ikke behøver komme ude fra eller ved behandling – men snarere kan komme indefra.
Han nævner selv et eksempel hvor han bliver forkølet lige før en vigtig eksamen. Og han har ikke lige brug for det på det tidspunkt. Det, at han tænker over hvad han skal med forkølelsen eller med andre ord hvad der kan være årsagen får ham til at tænke over at han har udskudt noget arbejde han skulle hjælpe en nabo med. Han var i stedet travlt optaget af at male sit eget stakit. Han skynder sig at få lavet en aftale med naboen om, hvornår han kan få det gjort, som han har lovet. Det hjælper også på forkølelsen.
Det minder om det man ofte siger. Det er ikke at have travlt, der gør dig syg – det er det, man ikke når, der gør det.
Forfatteren kommer omkring lidt fysik, idet han gør det klart at det er kvantefysikken, der viser, at alt hænger sammen. Og det er energi alt sammen. Han nævner, at der er en bevidsthed, som han kalder Gud, bag alt, og yoga kan eksempelvis være et middel til at forbinde sig med bevidstheden, som også er i os selv.
Det vil sige, at man kan aktivere de positive energier og kan på den måde heale sig selv indefra.
Det er ofte traumer – skader eller dårlige oplevelser – der kan gøre mennesker syge. Og disse traumer kan være fra før vi bliver født og være kommet til i løbet af svangerskabet eller endog fra en tidligere inkarnation.
Dette er interessant, da fx astrologen Karl Aage Jensen ud fra Månens stilling i svangerskabet kan se eventuelle traumer, som popper op senere i livet. Og der er clairvoyante, fx Helle N., der kan se tilbage på tidligere liv og finde frem til traumer, som er årsagen til udfordringer, et menneske har i denne inkarnation – og heale dem.
Forfatteren har mange anvisninger til hvordan man selv kan finde ud af om man har et traume, der påvirker en i livet lige her og nu. Der er også i bogen anvisninger på ”behandlinger”, alt afhængig af om traumet er nyt eller gammelt. Fx er der anvisning på en thymus/hjerte-massage, der anbefales til at få ændret negative tanker til positive.
Henry Grayson nævner også kort, at menneskers autoritetstro på fx læger kan være afgørende for om en dårlig prognose medfører døden. Der er mennesker, der dør indenfor det interval en læge siger de max kan leve. Og andre, der måske tænker over hvad de skal med en bestemt sygdom eller et symptom – ja, måske tænker over, hvad de kan lære af det, der lever videre fordi de bevarer eller tiltrækker de positive energier.
Der er i dag mange bøger om selvhelbredelser, også af læger og forskere. Denne bog henviser til kvantefysikken og konklusioner om, at alt er energi, og alt hænger sammen. Der henvises både til Einstein og Bohr. Denne vinkel er et ekstra plus. En let læst og praktisk bog.
– Leif Brammer