Beskrivelse
En indre rejse.
Ann Bjerre
Se anmeldelse nedenfor
Ann Bjerres personlige rejse begynder på et birgittinerkloster i Maribo, hvor en gammel, laset bog falder ud af en bogreol. Bogen handler om klostre i Europa, og ved et tilfældigt opslag havner Ann på de sider, der handler om et ældgammelt munkefællesskab på øen Lérina i Middelhavet ud for Cannes’ kyst. Fra at have travet verdens pilgrimsruter tynde i sin søgen efter indsigt og indre ro, drager Ann af sted på den første af flere retræter, hvor hun i stigende grad bevæger sig ind i sit indre univers, samtidig med at den ydre verdens enhed åbenbares. Inspireret af brødrenes spiritualitet og nærhed til naturen, øens milde middelhavsklima og dybe historiske rødder og klosterets faste, men samtidig befriende rutiner, opdager Ann, at man ikke behøver at bevæge sig langt i den ydre verden for at få dyb indsigt i sig selv og i universets sammenhænge. Følg med til Lérina og tag del i en bemærkelsesværdig indre rejse, der kan inspirere dig til at vælge og følge din egen vej.
Flap: ”Fra mine mange rejser og mentorsessioner ved jeg, at det ikke kun er mig, men mange omkring mig, der er i en lignende proces. En vej åbner sig for vores fødder, for at vi sammen kan finde vej til den indre rejse, manifestere noget nyt. Nye rammer. Nye kulturer. Jeg oplever en voksende længsel efter frihed fra gamle begrænsninger. En global trang til at krænge de gamle normer og kasser af, som vi systematisk har sat op i vores samfund. Gamle kasser, som vi har bygget op, og som har været gode – engang. Står vi over for et vældigt kulturskift? Vi er mange, der føler en indre længsel efter frihed. Globalt er tendensen den samme. I tiden sker der et bevidsthedsmæssigt løft. Er det derfor, så mange mennesker renser ud?”
192 sider.
Anmeldelse:
Bogen Gnisten er Ann Bjerres tredje bog. Den handler om hendes personlige retræter til den lille franske ø Lérina. Øen ligger i Middelhavet lige ud for det mondæne Cannes. Vi hører om øens historiske rødder og om den skærende kontrast til det kunstige og neonreflekterende Cannes. En lille paradisisk ø, hvor de 22 cisterciensermunke lever det enkle liv i pagt med naturen. Vi hører om munkenes spiritualitet, og om hvordan Ann Bjerre lever sig ind i deres klosterrytme – og om hvordan denne rytme sniger sig ind under hendes hud og bliver en del af hende selv. Der vækkes nogle indre sanser. Vi hører om barndommen, familien og om den katolske skoles verden. Midtvejs vælger Ann Bjerre, lige som så mange andre, at opsøge en astrolog for at få afklaring omkring den korsvej, hun står ved. Det bliver til spændende udveksling om symboler og drømme. Ann Bjerre opdager, at man ikke behøver at bevæge sig
langt i den ydre verden for at få dyb indsigt i sig selv og i universets sammenhænge. Bogen rummer en meget personlig beretning, og det er tydeligt, at Ann Bjerre med denne bog har foretaget et personligt kvantespring. Delphine