Beskrivelse
Brug din spirituelle side
Se anmeldelse nederst
BRUG DIN SPIRITUELLE SIDE, OG FÅ MERE UD AF LIVET
At være spirituel er at tro på, at der findes mere end det, vi kan se. Det er fornemmelsen af, at der er en mening med livet, og at vi alle er forbundet til universet, naturen og andre mennesker på et dybere plan. Men hvordan kan man helt konkret bruge det spirituelle i sit eget liv?
Alt det, vi ikke ser er en introduktion til spiritualitetens verden og til, hvordan du kommer i kontakt med din spirituelle side. Den giver dig spirituelle perspektiver på livet og et overblik over forskellige spirituelle retninger og metoder til, hvordan du kan opleve mere glæde, kærlighed og forbindelse i dit liv.
Gennem bogen giver Annasophia Petri Holm dig også praktiske tilgange til at bruge astrologi, tarotkort, amuletter, manifestation og meditationsteknikker – alt sammen uddybet med baggrundsviden og eksempler.
Lær blandt andet, hvordan du:
? tiltrækker det, du ønsker dig ? finder dit livsformål ? slipper bekymringer ? sætter tydelige grænser ? udfolder dine talenter ? bliver mere nærværende ? renser dig selv for negative energier ? forbinder dig med altings cyklus – og meget andet.
Annasophia Petri Holm står bag de to populære podcasts Det spirituelle hjørne og Det astrologiske hjørne.
344 sider.
Anmeldelse:
Alt det vi ikke ser med undertitlen ”Brug din spirituelle side” er en meget smuk og læseværdig bog med fine illustrationer af Signe Bakker. Bogen behandler et svært emne om alt det, der ikke kan måles og vejes.
Annasophia Petri Holm (herefter AS) fik selv sin første store spirituelle oplevelse, da hun fik lagt sit horoskop i Montreal, hvor hun blev blæst bag over, da en mandlig astrolog, på den anden side af jorden, kunne fortælle om hendes relationer til familie og venner, samt hendes følelsesmæssige reaktioner i bestemte situationer, uden at kende hende personligt. Denne astrologiske læsning blev hendes indgang til en verden, der er større end os og ikke kan ses.
Vi er som mennesker fanget i en ydre og en indre virkelighed. I den ydre videnskabelige virkelighed anvender vi vores fem sanser, der følger den logiske side. Den sjette sans (vores intuition) bruger vi i den indre følende virkelighed.
Vi bruger vores fem sanser i de daglige gøremål, mens vores sjette sans er noget, der skal vækkes til live. Hvad er så den ”sjette sans”? Det er din intuition eller mavefornemmelse, den følelse du mærker, når noget er rigtigt og vigtigt for dig, eller det kan være den inspiration, du pludselig får i et glimt af et splitsekund. Men hvor kommer den følelse eller fornemmelse fra? Den kommer fra alt det, du ikke kan se. Det er det, denne bog handler om.
AS har med sin nysgerrighed og baggrund i sine mere end 300 podcasts ”Det spirituelle hjørne” og ”Det astrologiske hjørne”, skrevet en bog om et svært tilgængeligt emne, nemlig brugen af vores sjette sans også kaldet intuition.
Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog, og vi bliver nærmest taget i hånden og ført igennem alt det, der umiddelbart ikke kan måles eller vejes, og som ikke er synligt.
Bogen er overskueligt opbygget med følgende afsnit:
At være spirituel – Energi og potentialer – Sjæl, ego og bevidsthed – Kend dig selv – Pas på dig selv. Alle fem afsnit har relevante underafsnit med forklaringer på forskellige spirituelle ord og begreber indsat i faktabokse. Boksene kan også indeholde forslag til øvelser, fx hvordan man bedre kan komme i kontakt med sit indre liv ved hjælp af en bestemt meditation eller eksemplet side 201 på det astrologiske begreb ”Saturn return”.
Denne bog henvender sig til alle, også nybegyndere indenfor bevidsthedsudvikling, der ønsker at finde ud af, ”hvem er jeg?”, udover den krop vi er blevet udstyret med. Jeg tror, at bogen med stor succes vil kunne anvendes i de ældre klasser i folkeskolen eller gymnasiet, hvor unge mennesker måske kan få en større forståelse for, at der er mere end ydre ting i tilværelsen. En større forståelse for, at mennesket har et indre liv, der også skal plejes.