Køb et abonnement eller enkelte blade af Horoskopet via dette link:
https://astrologi.dk/produkt-kategori/horoskopet/
Priser på annoncering i Horoskopet, link: Annoncer-format og priser.
Se smagsprøve – Link: Smagsprøve Astrologimagasinet Horoskopet nr. 4.2024: Smagsprøve Horoskopet 4.2024
Link: Astrologimagasinet Horoskopet forhandlerliste pr. 1. oktober 2024
Vores blad er denne gang en broget buket, hvor ordet ’nyt’ går igen flere steder, også selvom hovedartiklen ikke er ’breaking news’. At Matthew Perry er gået over, er ikke en nyhed, men der kommer stadig nyt i sagen, da det ser ud til, at han er blevet ’hjulpet’ over! Blev han myrdet?
En anden stor personlighed, som har forladt sit tegnebræt og er taget over på den anden side, er den legendariske Peder Bundgaard, læs nekrologen side 24.
Men vores første og største nyhed handler om H.C. Andersen, og kan måske komme til at udvirke, at verdens bøger om litteraturhistorie skal skrives om på et helt særligt punkt, nemlig H.C. Andersens fødselsdag. Meget tyder nemlig på, at han ikke er født den 2. april, som det ellers er optegnet i kirkebogen! Artiklen skal ses som en optakt til årsdagen i 2025, som er 150-året for den store digters død.
Som den anden nyhed præsenterer vi det store nybrud, at en museumsinspektør i Nyborg bruger astrologien i en udstilling om kong Christian 2., og har søgt vejledning hos Astrologisk Museum. Udstillingen kan ses indtil den 31. oktober på Borgmestergården i Nyborg. Det er helt nyt, at astrologien kommer på museum på denne måde. Læs museumsinspektørens artikel på side 63 – og læs i næste nummer, når vi går i dybden med Christian 2.’s horoskop.
En tredje nyhed er, at vi på opfordring starter en serie med lærestof her i bladet. Lars Thor Smidt lægger ud med en artikel om, hvordan man orienterer sig i horoskopet, og hvordan tid og horoskop hænger sammen. Husk at alle grundbegreberne er defineret på siden lige før artiklen.
Derek Seagrief starter en ny artikelserie op om Midtpunkter og deres anvendelse, hvad der jo også er lærestof, omend af den mere avancerede slags. Der er også nyt fra den alternative front, hvor vi har en casestory om, hvordan en kvinde bliver behandlet både i det ordinære sundhedsvæsen og i alternativt regi, og hvad resultatet udmøntede sig i. Læse ʼTanketankenʼ på side 60.
At gå alternative vej, kan bringe meget godt med sig, og det har vi interviewet Anette Toftgaard om. Anette, som blev kendt overnight for sin medvirken i ’Husk lige tandbørsten’ i 1995, hvor hun sammen med kæresten, Casper Christensen, fik gennembrud med en serie, der nærmest gjorde gaderne mennesketomme. Senere blev hun selv studievært, men gik ned med stress. Siden blev hun caster på DR indtil fyringen i 2022, hvorefter hun startede sit eget firma med bl.a. coaching og meditation. Her kan vi se, hvad stress og angst kan føre til, når de bruges konstruktivt – vi ser også på horoskopet for hendes firma Fromcare.
Læs også artiklen om vores bl.a. mangeårige redaktør af anmeldelserne, Leif Brammer. Han lægger nu pennen på hylden for denne gang, da han har en del andre projekter, som tager hans tid og energi. Vi vil dog her sige tak med en artikel om mennesket Leif Brammer og hans mange facetter. Vi fortsætter selvfølgelig de artikelserier, som allerede er i gang dvs. Grundtvig af Uffe Jonas, Tarot af Benja Frederiksen og Eksistentiel astrologi om Kierkegaard af Lars Steen Larsen. Rigets- og Rigernes tilstand samt de andre faste rubrikker, så- som Kvartalshoroskoper og Daglige aspekter er også med – og selvfølgelig er der også‘Guld til Danmark’.
Lige inden dette nummer af Horoskopet skulle gå i trykken, skrev pressen om den rapport, som Folketinget havde bestilt om Scandinavian Star-katastrofen. Læs evt. vores prisbelønnede artikel om katastrofen i Horoskopet nr. 2/22. I pressen kan man læse, at Søfartsstyrelsen har givet Folketinget forkerte svar, hvilket vi ikke var opmærksomme på dengang. Men en ting, der har været helt fraværende i pressen, er, at det ikke dengang var lovpligtigt, at Søfartsstyrelsen skulle kontrollere skibe, der var indregistreret i udlandet. Set i bakspejlet, burde man have gjort det alligevel. Derfor bliver det særdeles spændende at følge debatten. Kan man gøre en styrelse ansvarlig for ikke at have udført en opgave, den ikke var forpligtiget til i henhold til den daværende lovgivning? Du kan følge denne sag på AstrologiHusets blog.
God læselyst.