Det franske valg og canadisk terror
Så er det på mirakuløs vis lykkedes at fremskaffe data på de på forhånd mest sandsynlige deltagere i valget. Det hører med til historien, at jeg i søndagsbrevet skød Fillon til at have hovedakserne midt i de kardinale tegn, og det viser sig at være ganske korrekt. I stedet for Vægt og Stenbuk skulle det dog være Vægt og Krebs.
Jeg vil dog tro, at det opgivne tidspunkt den 4. marts 1954 kl. 21.15 i Le Mans skal korrigeres frem, så Saturn kommer ind i hans 1. hus. Det kunne ligge på kl. 21.37, så hans progressive MC er i eksakt harmoni med Uranus lige nu. Det rører dog ikke så meget ved, at han har stærke spændinger fra de ydre transitter, som jeg beskrev tidligere.
Derfor ender han med stor sandsynlighed ikke som præsident, og hvis det usandsynlige alligevel skulle ske, så vil han meget hurtigt komme under maksimalt pres – så hvis man skulle coache franskmændene astrologisk, så stem ikke på ham. Han vil meget hurtigt komme i defensiven og blive handlingslammet.
Så ser det noget anderledes ud med Marine le Pen, som har virkelig mange aspekter i horoskopet, faktisk vildt mange. Der er tale om en blanding af harmonier og spændinger, så hun vil også komme under pres, hvis hun vælges, men hun har virkelig gode muligheder astrologisk set. Hun er født den 5. august 1968 kl. 11.20 i Neuilly-sur-Seine og har også hovedakserne i midten af de kardinale tegn Krebsen og Vægten, men hun er Løve, hvor Fillon er Fisk, så hun har meget mere pondus med hele 3-4 planeter i Løven, hvoraf de tre står i 10. hus. Hun er en stræber af rang, og det er ikke underligt, at hun er nået så langt.
Pluto driller hende med et kvadrat til AC og en tiltagende spænding til MC, men hun har mange harmonier rent progressivt og til en vis grad transitmæssigt. Det er ikke godt, at hun har transit Saturn i spænding til både Uranus og Pluto, Og Uranus er i tiltagende konjunktion med Saturn i 7. hus, hvor Saturns spænding til Mars udløses hen over det næste års tid. Måske er det det franske politiske system eller valgsystemet der driller hende, og det er naturligvis noget af en hindring, uanset hvad. Både Saturn og Uranus får dog også fine harmonier. Både den progressive MC, AC og Sol står dog flot, så hun vil under alle omstændigheder lave et godt valg, som hun alt andet lige også vil vinde.
Hvad angår Emmanuel Macron vil han helt sikkert gå til ’macronerne’, hvis han får muligheden i 2. valgrunde – det vil sige, hvis Fillon ryger ud.
Macron er født den 21. december 1977 kl. 10.40 i Amiens. Han har også AC i et kardinalt tegn, nemlig Stenbukken, og det gør ham særdeles ambitiøs. Han har det mest harmoniske horoskop af de tre, men får ikke nær så mange aspekter udløst som Marine le Pen, så det burde være hende, der løber med sejren.
Terror i Canada
Den 29. januar kl. 19.55 blev der myrdet løs i den canadiske by Quebec – ikke at forveksle med provinsen af samme navn, hvor byen dog er beliggende (lidt indviklet).
Netop på denne dag var konjunktionen mellem Merkur og Pluto helt eksakt, læs evt. under ugebrevet for sidste uge. Denne konjunktion er i spænding til både Jupiter (religion) og Uranus (oprør). Pluto står for fanatisme og galskab, så det er her vi skal finde årsagen til ugerningen. Merkur er horoskophersker om aftenen, og det gør den ekstra effektfuld – og da der er tale om spændinger er den desværre effektfuld på den knap så gode måde.
MC er i spænding til Neptun i Fiskene, som også har med religion at gøre. Månen er på vej op i konjunktion med Neptun. Mars/Venus-konjunktionen er i spænding til skæbneplaneten Saturn i Skytten, så alt i alt er der tale om så mange spændinger, at sådanne handlinger desværre kan finde sted. At det så lige blev netop DEN moske i DEN by, det var ikke til at sige, men horoskopet taler alligevel sit eget sprog.