Beskrivelse
Den feminine vej – og den skjulte lyksalighed i mennesket – af Teresa Thaning
Bagsidetekst :
I denne indsigtsfulde og øjenåbnende bog tager Teresa Thaning os med på en rejse ind i skjulte dimensioner af eksistensen, som giver et helt nyt perspektiv på, hvordan vi kan forstå os selv som mennesker.
Teresa Thaning beskriver, hvordan usædvanlige indre oplevelser ledte til, at den feminine energi vågnede op fra sit dyb og viste sig i en helt anden form end den, som vi kulturelt har låst det feminine fast i.
DEN FEMININE VEJ kommer med helt ny viden om den feminine og den maskuline energi i mennesket og beskriver, hvordan det feminine i både mænd og kvinder er blevet misforstået og kommer til udtryk på en undertrykt og forvrænget måde i os.
Bogen indeholder redskaber, der kan transformere livet, så vi kan leve i langt større harmoni med os selv og omverdenen og få adgang til al den næring, kærlighed og glæde i livet, som vi ønsker os.
Pressemeddelelse 11/4-24
Find din indre feminine kraft
”Vi har mistet kontakten til det feminine,” mener bestsellerforfatter og spirituel underviser Teresa Thaning, der på baggrund af intense indre oplevelser viser vej ind i den autentiske feminine energi i os.
Det feminine i mennesket og i særdeleshed i kvinder er under pres. I de fleste mennesker er den maskuline energi dominerende, mens den feminine energi er svækket. Dette tab af det autentiske feminine, har store konsekvenser for vores liv. Selvom mange mennesker på overfladen har et godt og succesfuldt liv, er der i mange en længsel efter ”noget mere”, ofte ledsaget af følelsen af at mangle en dybere mening med livet.
”Vores oplevelses- og nydelsesorienterede tilgang til livet og selvkærlighedsbølgen er en konsekvens af tabet af det feminine i os – ikke løsningen på det”, mener Teresa Thaning.
Som en kompensation for den tabte kontakt med det feminine, har vi udviklet en kultur, der retter sig mod nydelse og oplevelser, mener Teresa Thaning. Det er en kultur, der giver en umiddelbar oplevelse af tilfredsstillelse, men den vil ikke vise os tilbage til det, vi har mistet. Vi har glemt, at den autentiske kontakt til det feminine, er selve fundamentet i en meningsfuld tilværelse og en forudsætning for at kunne leve i kontakt med livets indre strøm af glæde. Vi har mistet evnen til ”at være” i livet og mærke at kærlighed og overflod allerede strømmer fra det feminine i os.
DEN FEMININE VEJ
“Vi har brug for det feminine i vores samfund mere end nogensinde før. Men i en autentisk form, der kommer indefra og som er urørt at kommercielle og kulturelle interesser,” mener Teresa Thaning.
Baseret på en række dybe indre erfaringer, kom Teresa Thaning i kontakt med en indre feminin energi, som var helt anderledes, end den vi oplever i samfundet. Teresa Thaning giver på den baggrund et helt nyt perspektiv på den feminine energi og gør op med det hun mener, er en kulturel udbredt misforståelse af det feminine, der i høj grad præger vores samfund. Hendes perspektiv skiller sig radikalt ud fra den gængse forståelse af det feminine og inviterer os til at se det feminine i et helt nyt lys.
Teresa Thaning forklarer i sin nye bog DEN FEMININE VEJ og den skjulte lyksalighed i mennesket, hvordan man kan genfinde den indre feminine energi og begynde en proces, der radikalt forandrer livet. En vej, som fører væk fra at søge tilfredsstillelse og nydelse uden for sig selv, men som i stedet fører ind i en tilstand af at være fyldt op indefra med kærlighed og glæde. I DEN FEMININE VEJ giver Teresa Thaning sine unikke redskaber til, hvordan du finder ind til den feminine energi og lader dit liv udfolde sig på baggrund af dens indre strøm af lyksalighed. DEN FEMININE VEJ går lige i hjertet på læseren og har potentialet til at give læseren en spirituel opvågning.
Om bogen
- DEN FEMININE VEJ – og den skjulte lyksalighed i mennesket udkommer den 11/4-2024
- Pris 249,95 kr.
- 168 sider, hardback
Den feminine vej
Teresa Thaning
168 sider, 249,95 kr.
Sacred Books
Anmeldelse
Denne væsentlige og nødvendige bog handler i al enkelhed om, at alt har sin naturlige balance, og bliver der rokket ved denne, kan det give sig markante udslag. Et eksempel på dette er forholdet mellem den feminine og den maskuline energi, som er til stede hos begge køn.
Bogen viser forfatterens dybe forståelse af begge sider af den menneskelige natur. Forfatterens viden og erfaring skinner tydeligt igennem ved brugen af sjælelig og intuitiv forståelse af det fundamentale i livet. Det er ikke den naturvidenskabelige, venstre hjernehalvdel/hemisfære, der hovedsageligt er anvendt i skriveprocessen, men den højre, kreative hemisfære, kombineret med egne iagttagelser og erfaring. Derfor bør bogen læses med hjertet og sjælen, og ikke lige så meget med hjernen. Netop derfor er denne bog så væsentlig, at den bør komme ud til alle.
Det er sjældent, at man møder en forfatter, man er fuldt på bølgelængde med, men sådan er det med Teresa Thaning. Hun finder ind til livets inderste væsen, og man må tildele hende topkarakter for både den tekniske og den kunstneriske udførelse.
Bogen omfatter nærmest lige dele af den maskuline og den feminine energi. De to kompletterer hinanden og – ligesom lyset ikke kan eksistere uden sin egen modsætning, mørket – så er den maskuline og den feminine pol uadskillelige.
TT omfavner begge i sit emne med stor empati. Hun sætter spørgsmålstegn ved den måde, kvindekampen foregår på, nemlig på mændenes præmisser. Hun beskriver ubalancen mellem det maskuline og det feminine, og hvordan man skaber den optimale balance ved at bruge den feminine energi som udgangspunkt, især i denne tid, hvilket også er hårdt tiltrængt i en mandsdomineret verden.
TT udtrykker i første del af bogen, hvordan hun gennem indre oplevelse erfarede, at jo dybere hun var i stand til at berøre den rene, feminine energi og trænge ind i dens inderste, jo klarere blev det for hende, at vi sidder fast i overfladen af det feminine, så vi stagnerer i vores åndelige udvikling. Vi sidder derfor fast i den samfundsmæssige, økonomiske (maskuline) væksttilgang, som har øget velstanden, men ikke velfærden. Derved har vi oplevet bagsiden af medaljen med dens mistrivsel og mentale udfordringer, som viser sig i dag, ikke mindst hos ungdommen. Men der er absolut intet med at forfatteren peger fingre ad nogen eller noget. Bogens tale er sober og klar og kan kun med gustent overlæg misforstås, hvilket sikkert vil blive tilfældet for nogle, som kun er i kontakt med den analyserende hemisfære.
Videnskaben kan redde menneskeliv og øge velstanden, men den ser kun på overfladen og kommer derved til at mangle forståelse for de mekanismer, der skaber livet. Derfor kommer man til at symptombehandle/overfladebehandle alt lige fra sygdomme til økonomiske kriser. Vi vil fx aldrig kunne komme til at skabe ægte sundhed, før vi har erhvervet en dybere indsigt i, hvad sygdom er, og hvordan den opstår, nemlig gennem ubalance.
Man er endnu en gang i rigtig godt selskab under læsningen af en bog, hvor visdommen og ægtheden strømmer én i møde, nærmest i hver eneste linje. Bogen er holistisk, da begge hemisfærer har været i brug hele vejen igennem. Derfor har vi her intet mindre end løsningen på tidens paradokser og dilemmaer.
TT har begået en bog, der er bygget på hendes store indlevelsesevne i naturens og dermed skaberværkets magiske kraft. Derfor er hun nomineret til at modtage Grævlingprisen 2024, da bogens beskrivelse af polaritetsbegrebet let kan ’oversættes’ til det astrologiske sprog. Tak til Thaning for en fantastisk læseoplevelse, som giver anledning til en stående invitation til medlemskab af tænketanken/tanketanken Makro.
Godt gået igen, Teresa!
Anmeldt af Karl Aage Jensen, AstrologiHuset