Anmeldelse af ”Hamlets Stjerner” af Gunver Juul
Stjernepræstation af Ken Vedsegaard!
Alene på scenen i 80 minutter gestalter denne umådeligt begavede skuespiller hele 10 roller, så de alle står lyslevende, forskellige og troværdige for øjnene af os teaterentusiaster. Det ene øjeblik ser vi en lidt bedaget og velnæret Tycho Brahe, dernæst en slank og rådvild Hamlet, efterfulgt af en stolt og dedikeret yngre Tycho Brahe, og så et brat skift til en arrogant, selvtilfreds Kong Frederik II, poserende som renæssancefyrsten, som beskyttede Tycho Brahe og stillede øen Hven til rådighed for ham, så han kunne bygge sin Uranienborg – hvorefter vi ler afslappet af den lidt latterlige, men også synske nar, Jeppe, som ved mere end han ved, at han ved.
Hele kropsudtrykket hos Vedsegaard skifter på et sekund, ansigtet kan se så anderledes ud, at jeg kan føres til at tro, at en anden skuespiller pludselig og på mirakuløs vis har indtaget pladsen. Dette er også lyssætningens fortjeneste, for det er tydeligt, at dygtig brug af lyset ændrer ansigtets udtryk markant. Jeg beundrer også Vedsegaards gode stemme, kraftig og så velartikuleret, at vi tilskuere fik mulighed for at opfatte teksten gennem de anmassende lydeffekter, der forsøgte at erobre pladsen med kunstige, skingre metalliske lyde uden reference til det talte ord, og derfor det meste af tiden forstyrrende.
Det virkede, som om nogen (instruktøren eller lydteknikeren?) havde glemt, at lydkulissen har den mission at understrege meningen i ordene, ikke at erobre pladsen.
Det modsatte kan siges om det mageløst skabte teaterrum! Her ses tydeligt en kombination af fantasi og intuition, godt støttet op af praktisk sans for, hvordan tingene fungerer i netop dette rum. Flot anvendelse af lyseffekter – især de dejlige stjerner – heriblandt den nye stjerne, som vores berømte astronom var så lykkelig at finde – og imponerende, at der blev plads til både den trætte Hamlet, videnskabsmændene, narren og de kongelige på troværdig vis.
Stykkets indhold kræver måske nogen forhåndsviden af publikum, for der gribes tilbage til mangt og meget i vores litteratur og historie – med Hamlets eksistentielle monolog som kommentar. Med giftdrabet på hans fader (begået af broderen, der raner hans trone og kone) skabes en parallel til rygtets mulige giftmord på Tycho Brahe, som genfortælles af en brødefuld fætter, Erik Brahe, der angiveligt blev presset af Christian IV til at myrde den berømte videnskabsmand, fordi kongen var jaloux – ingen måtte åbenbart være større end kongen selv. Det slår mig her, at stykket har en fin pointe til noget universelt og tidløst – og også til vor tid, hvor det vrimler med magtsyge, psykopatiske herskere, der vil gøre hvad som helst for at beholde magten og berømmelsen – inklusive at slå uskyldige og mulige større stjerner ihjel.
Men teaterstykket på Thalia Salen på Kronborg har et positivt budskab: Det kan godt være, at Christian IV fik taget Tycho Brahe af dage, men for eftertiden stråler den store videnskabsmand og hans filosofi, mens kongen for længst er reduceret til historiefortælling og kun efterlader sig det tvivlsomme ry at have drænet statskassen for at føre endeløse krige og slå en masse såkaldte hekse ihjel. Det evige liv tilhører de søgende, åbensindede forskere, der som Tycho Brahe og Kepler forenede overbevisningen om vor fri vilje med troen på en metafysisk sammenhæng i universet. For dem var der ingen modsætning mellem astronomi og astrologi – og tanken om stjernernes indflydelse på vor psyke og livsforløb var i den tid lige så naturligt sand som den matematik, der også var på mode. Det er jo skønt at overvære et moderne stykke, der forsvarer sammenhængen mellem de synspunkter, der i dag er alt for adskilte som videnskab og overtro.
Ved at sammenkæde viden fra disse adskilte og tilsyneladende modsatrettede fortolkninger giver stykket os her et bredere perspektiv og en større indsigt i mennesket og universet og gør det muligt for os igen at se os selv som del af naturen og den universelle sammenhæng. Stykket undsiger al ensidighed, hvad enten den findes hos konger, andre magthavere eller i religiøs ortodoksi.
Fint forbindes også de snærende ortodokse bånd, som før og nu tvinges om os af tyranner, der styrer efter egen magt, med den angst, som afholder Hamlet fra at ende alle kvaler med sin kniv, nemlig den forestilling, at noget værre venter os efter døden, og får os til at vælge de kvaler, vi kender, i stedet for dem, vi intet ved om. Hvis vi igen kunne forstå, at vi er en del af universets energi, og at naturen er i os, ville vi måske ikke lade os tvinge og heller ikke fortvivle.
Stykkets smukke ord om at ”som flod og ebbe retter sig efter himmelhvælvets energier, lige så påvirker stjernerne vor tilværelse på jorden” – er i god overensstemmelse med vore bedste astrologer nu til dags, når de hævder, at vel viser horoskopet vore muligheder og tendenser, men ikke hvordan vi anvender dem, for – som Tycho Brahe siger: ”stjernerne er over os, jorden er under os, og vi har vores fri vilje”. Lad os bruge den!
Tak for en meget interessant forestilling, der viser sit værd ved, at den har givet mig stof til mange tanker hver dag siden premieren.
- Gunver Juul