Den uvirkelige virkelighed
– det er i virkeligheden ’virkeligheden’, der er uvirkelig…
Denne artikel er et potentielt nybrud. I hvert fald har jeg aldrig hørt om et lignende projekt, der er realiseret. Jeg har længe haft det i tankerne, men nu bød muligheden sig.
Artiklen er et forsøg på at anmelde en forestilling på forhånd, hvad der er en af astrologiens forcer. Man kan altid tydeligt se potentialerne i et menneske eller et projekt. Det er straks værre, når det handler om at forudsige, hvordan det reelt kommer til at gå med afviklingen og reaktionerne derpå. Men selv her har vi visse værktøjer til rådig. Her får du den oplevelse og de tanker, den indtil nu ukendte forestilling har sat i gang.
Neptun og kunsten
Film, litteratur, tv og kunst generelt hører ind under planeten Neptuns område. Den planet står for alt, hvad der er uvirkeligt i vores materielle forstand. Men spørgsmålet er, om det ikke netop forholder sig omvendt? Og det gør det faktisk, når vi bevæger os ned (eller op) på et dybere/højere plan, hvor tingene forholder sig helt anderledes. Computere og kunstig intelligens (AI) er et skridt i menneskets åndelige udvikling.
Oplever man kunst på et dybt plan, kan man komme til den erkendelse, at alt det, vi tror er virkeligt, i virkeligheden er uvirkeligt – og omvendt. Det sker gennem den højre hjernehalvdel (hemisfære). Kunstnere bruger hovedsageligt denne hemisfære for at kunne udøve deres metier. Det kræver derfor af læseren eller beskueren, at man også kan gøre bruge af denne halvdel. Når fx Shakespeare bliver erkendt på et dybere plan, vil det sandsynligvis medføre et gennembrud i det enkelte menneske, som forplanter sig og bliver til et kollektivt paradigmeskifte – et skridt hen imod åndelighedens tidsalder. Undervejs mod dette forjættede land vil verden i stigende grad opleve et behov for genfortryllelse, som bliver mere og mere opfyldt efterhånden. Således udgør kunst en væsentlig del af menneskelivet, og det er i det lys, man bør gå til oplevelsen af Hamlets stjerne og til kunst generelt.
Shakespeare var et så udviklet menneske, at det moderne menneske normalt ikke vil være i stand til at omfavne hans visdom og genialitet. Men den dag vil komme i form af en ’dommedag’, hvor man siger farvel til det gamle og goddag til en ny tidsalder. Det vil sige et farvel til det store fokus på den fysiske verden og et goddag til den virkelige verden, den åndelige.
Således er mennesker også – som fx også planeterne – dualistiske og består af en synlig, fysisk del – og en ikke-synlig, åndelig del. I vores moderne tid er der i al væsentlighed kun fokus på den fysiske verden – og med et forkert – eller blot ufuldstændigt – fokus, vil udgangspunktet i vores tækning og handling blive forkert – og der vil blive truffet et uendeligt antal forkerte beslutninger, som dog vel at mærke svarer ganske nøje til den fysiske virkelighed – den virkelighed, som almindeligvis forstås og accepteres. På den måde er verden reelt forudbestemt til at blive præget af krige og konflikter. Varig fred fås kun i den enkelte – og når der er fred i et tilstrækkeligt stort antal enkeltindivider, så spreder freden sig som en steppebrand i meget hastigt tempo. Sådan er det desværre også med ufreden. Konflikterne i det enkelte menneske kan blive til kollektiv ufred fx i form af krige.
Om føje år vil menneskehavet omfavne den åndelige verden – og dermed sig selv. DET er den virkelige verden, og den virkelige/synlige verden er i virkeligheden den uvirkelige verden. Det vil sige, at naturvidenskaben også vil komme til at opleve sin ’dommedag’, for den er baseret på maksimalt halvdelen af virkeligheden – set ud fra den fysiske verdens vinkel. Vi bruger kun ca. 10% af vores fulde hjernekapacitet, hvilket skaber problemer for os, da vi så har svært ved at tackle vores udfordringer individuelt og kollektivt. Vi ser ikke tingene i deres helhed og kommer derved til at udtænke partielle, uholdbare løsninger. Når det alligevel er vigtigt, at det netop forholder sig sådan, skyldes det, at det udgør vejen i vores bevidsthedsmæssige udvikling. Vi skal jo begynde et sted, men helst det rigtige sted. På den måde vil vi alle nå den ultimative åndelighed. Så lad os begynde med Shakespeare på denne udviklingsvej.
Jeg elsker drengen fra Kejserens nye klæder, det tør sige sandheden om, at kejseren er nøgen, for i nøgenheden ligger åndeligheden, og dermed sandheden – den virkelige verden.
Det er ikke tilfældigt, at der er så stor tvivl om, hvem Shakespeare i virkeligheden var, for han var det hele og kunne derfor skrive uden begrænsninger med sin direkte tilgang til universet. Det er derfor ganske ligegyldigt, HVEM han var, og HVAD han hed, for han transcenderer den fysiske verden. Han viser os derfor vejen gennem sit kald og sin digtning, som nok er det mest ultimative, man kan nå i den fysiske verden – og han nåede det kun, fordi han var i stand til at balancere den fysiske og den ikke- fysiske verden.
Alle der kommer i tættere kontakt med Shakespeare, får hans potentiale med sig som gave henimod den åndelige fuldbyrdelse.
Den moderne tid
I denne tid, hvor transformationsplaneten Pluto er i gang med et skifte fra Stenbukkens tegn (den kendte verden) mod Vandbærerens tegn (den nye verden), kommer denne nyfortolkning af den store digter, og den kommer naturligvis fra Shakespeares verden – som også omfatter Danmark, og dermed ikke mindst Helsingør, hvor en del af handlingen i Hamlet foregår. Læg mærke til navnet Hel-singør, som indeholder ordet ’hel’ – Gør-sig-hel. Der er ganske vist tale om en helt særlig fortolkning af Shakespeare, men i dette stykkes horoskop er der potentiale for, at alle, der kommer i berøring med digteren på denne helt særlige måde, har muligheden for fuldbyrdelse.
Stykket markerer således indledningen til en helt ny tidsalder, nemlig åndelighedens. Stykket kan blive en katalysator sammen med alle de folk, der er involveret i opsætningen af denne teaterforestilling.
Det vil kræve en høj grad af stilhed og andægtighed hos tilhørerne. Vi vil derfor glæde os til at anmelde stykket hovedsageligt ud fra et åndeligt synspunkt.
Vi vil forudsige, at der er et meget stort potentiale i forestilling nummer 12, det vil sige den 10. marts og muligvis også den 11. og 12. marts, hvor Hamlets stjerne står helt optimalt. Især disse dage er der brug for den 12. sans – astrologiens og helhedens sans.
Horoskopet for Hamlets stjerne
’Hamlets stjerne’ har officiel premiere den 28. februar 2024 kl. 19.00 i Helsingør.
Der er en såkaldt triplet – en tredobbelt konjunktion – i Fiskene med Solen, Merkur og Saturn, som alle er i harmoni med vækst– og succesplaneten Jupiter. Desuden finder vi en konjunktion mellem Mars (energi) og Venus (værdier) i det innovative Vandbærerens tegn. Vi finder også en tiltagende spænding mellem Månen og Dødsplaneten Pluto, som symboliserer et plot i stykket om mordet på Tycho Brahe, som dog kan være fiktion.
Astrologisk set ligger de potentielle højdepunkter i stykket kl. 19.22-19.25, kl. 19.40 samt kl. 20.20-20.25. Det er her, der kan opleves mest magi – men også her, der kan ske fejl. Dette er især kl. 19.22-19.25 (+/- nogle få minutter), hvor Neptun er inde i billedet på flere måder. Her kan skuespilleren eller publikum bevæge sig ud i universets tåger og forsvinde ind i fantasiens verden for et godt ord.
På grund af Merkurs centrale stilling er stykket tankevækkende og fører publikum med ud på en lang rejse i en for nogle helt ukendt verden, da de tre planeter står i Fiskenes tegn. Man vil blive draget ind i Tycho Brahes og Shakespeares verden, hvor magien hersker.
Horoskopet
Hvem andre end astrologer skulle kunne forudsige et hændelsesforløb, hvor man ikke på forhånd kender plottet. Man kan naturligvis drage visse konklusioner ud fra stykkets titel, men vi ønsker at grave nogle spadestik dybere. Stykkets handling har været holdt godt ind til kroppen. Men sandheden ligger i hemmeligheden – i det, der er skjult for det blotte øje. Ganske som det er med store sjæle som Shakespeare og Brahe.
Stykket har forpremiere den 24. februar, men den officielle dag er den 28. februar kl. 19.00.
Titlen er ’Hamlets stjerne’. Derfor er det ikke nogen tilfældighed, at astrologien kommer ind i billedet. Så må vi se, om potentialet udfoldes optimalt, men der er med en kapacitet som Ken Vedsegaard (KV) ikke grund til at tro andet. Det står i øvrigt i hans horoskop – opstillet for den 14. oktober 1972 i København. Vi har ikke fødselstiden, men han har så fine aspekter fra både transitter og progressioner, at stykke er som skabt til at blive en succes. Om det bliver kvantitativt, kvalitativt eller begge dele, kan måske være lidt usikkert, men kvalitativt bliver det under alle omstændigheder grundet de fine aspekter i KV’s horoskop. Der kan være tale om en drøm, der går i opfyldelse for KV gennem denne rolle. Både skuespiller og publikum kan opleve en ny dimension.
Publikum vil blive præsenteret for nye tanker om begge disse renæssancens genier og superstars. Stykket vil skabe debat via Merkur.
Månens spænding til Pluto vil – ud over døden – også indeholde elementer om magt og rigdom. Det vil blive spændende at se, om man kommer ind på Ove von Spaeths teori om, at Shakespeare var inspireret af Tycho Brahe i ’Hamlet’. Sammenligner man de to personers horoskoper, kan det tyde på, at teorien holder vand. Brahes tredobbelte konjunktion mellem AC, Venus og Pluto står i hvert fald eminent godt til Shakespeares skrive-planet Merkur.
Interview med Ken Vedsegaard
Skuespiller Ken Vedsegaard (KV) er biografaktuel i ’Afdeling Q – Den grænseløse’. Han er også kendt fra tv-serierne Krøniken, Taxa og Forbrydelsen. Redaktionen ønskede at se nærmere på den kendte skuespillers oplevelse af forskellen i udtryk og arbejdsform i de hidtidige roller i forhold til den nye forestilling, ’Hamlets stjerne’. Dette skyldes ikke mindst, at astronomen og astrologen Tycho Brahe udgør en væsentlig del af handlingen.
DET NÆSTE AFSNIT SKAL I BOX
AstrologiHuset har gennem Ove von Spaeths to bøger om de astrologiske aspekter i Shakespeares digtning. Den ene bog indeholder et væld af astrologiske citater og referencer i den store digters værker. Bogen bærer titlen: ’Shakespeares astrologi’. Den anden titel er: ’Den forsvundne Shakespeare og Skriften På Himlen’. Bogen om Tycho Brahe hedder: ’Tycho Brahes magiske verden’.
Karl Aage Jensen (KAJ): Oplever du en forskel i udtryk og arbejdsform i de hidtidige roller du har spillet i forhold til den nye forestilling, ’Hamlets stjerne’?
KV: Teatret giver en anden slags fordybelse sammenlignet med film og tv, især hvad monologer angår. Og når det handler om Shakespeare, er der ekstra meget stof til fordybelse (hvilket kendetegner en stor kunstner, red.).
KAJ: Hvordan var kontakten til de to skildrede personer, Shakespeare og Tycho Brahe?
KV: Det er svært at definere. Jeg har altid kontakt med den eller de karakterer, jeg skildrer. Og her i den nye er der rigtig meget stof til rådighed. Når man er længe i det univers, der udspiller sig her, er muligheden for en mere nær kontakt til stede. Det vil sige, deres tanker og deres verdenssyn.
Som sagt er der med monolog-formen en mulighed for at være ’længere’ i rollen – og dermed i dybere kontakt. Man kommer længere ind under huden på de karakterer, man skildrer.
Dette kommer også til udtryk i horoskopet for forestillingen, hvor Solen er selve stykket og dets hovedrolle, nemlig Ken Vedsegaard. Solen er centrum i vores solsystem. Derfor afhænger alt i dette system af netop Solen – alt ’drejer sig om’ denne fiksstjerne.
Alt i forestillingen afhænger astrologisk set af Ken Vedsegaard – og da hans horoskop står optimalt, vil han levere en solid indsats med potentiale. Alt i astrologien handler om potentialer/muligheder, som kan optimeres gennem astrologisk coaching. Der er altså en til vished grænsende sandsynlighed for personlig og kunstnerisk succes. Og hvis publikum hovedsageligt oplever forestillingen med deres højre hjernehalvdel (Neptun) fremfor den venstre, så øges succeskriteriet markant. Bruger publikum eller anmeldere udelukkende den venstre, analyserende hjernehalvdel, så snyder man sig selv og får ikke det optimale ud af oplevelsen.
Hamlet Scenens horoskop
Hamlet Scenens første forestilling 10. november 2008 kl. 20.00 i Helsingør
Alle væsentlige elementer i dette horoskop står i vandtegnene. AC er i Krebsen (at føle sig hjemme, nærhed) og MC står i det kunstneriske tegn, Fiskene med Uranus (opfindsomhed, nyfortolkninger – og nye ideer generelt) direkte på MC. Innovation er derfor et af de væsentligste karaktertræk ved dette spændende teater. Dette vises også tydeligt af den aktuelle forestilling, som bør kunne trække fulde huse og kalde på en forlængelse af spilleperioden. Især når man tager de aktuelle Uranus-harmoni i betragtning. Kunstplaneten Neptun står fint til Mars i det næste år, så der må rigges til, så der puttes ekstra energi ind i scenen. Ellers kommer man måske til at give plads til de to spændinger som Neptun også leverer, nemlig til Venus (værdier) og Pluto (transformation), og det er selvsagt ikke så godt, da Neptun også står for opløsning. Da Saturn er i fokus med både harmonier og disharmonier, er det en meget markant periode, scenen gennemlever i denne tid. Det er derfor vigtigt at træffe de optimale valg for fremtiden. Ellers er der mulighed for, at man kan tabe det hele på gulvet, hvad man absolut ikke behøver, da spændinger kan bruges konstruktivt til at foretage nødvendige ændringer i teatrets funktion og retning.
Tilbage til teatrets fødselshoroskop, som indeholder et meget harmonisk trapez-mønster mellem Solen, Mars, Jupiter, Saturn og Uranus. Den helt store vækst (Jupiter) og dermed succes kommer, når man har sat sig de helt rigtige mål/ambitioner (Saturn).
Der er tale om et transformativt teater med hele tre planeter i Skorpionen, som står for dybde, intensitet, terapi og psykologi. Det er Merkur (kommunikation, formidling), Solen (selve teatret) og Mars (energi). Da Merkur er uaspekteret, er formidling et ømt punkt. Gør man mere ud af dette, er der endnu bedre tider i vente.
Lars Romann Engel
Horoskoptegning – udskiftes til ARGUS
Instruktøren og lederen af Hamlet Scenen hedder Lars Romann Engel. Han der født den 5. april 1968 kl. 22.30 på Frederiksberg.
Han er derfor en entreprenant Vædder, der er klar til at knokle for teatret nærmest i døgndrift. Han har Skorpionen (vilje, transformation) på AC og kan derfor opnå det, han ønsker med Hamlet Scenen, også selv om det kan tage tid. Han har Neptun (kunst) i 1. hus (ham selv), og den danner en såkaldt vifteformation, hvor Neptun afspænder oppositionen mellem Uranus (astrologi), Pluto (transformation), Venus (værdier) og Merkur (kommunikation) – de to sidstnævnte i det kunstnerisk tegn, Fiskene. Lars er derfor også præget af vandtegn, selv om han er født i ildtegnet Vædderen. Hans Sol i Vædderen er i konjunktion med den ambitiøse Saturn, som gør ham til en lidt atypisk Vædder. Men viljen har han til overmål og er parat til at gå igennem ild og vand for at nå sine mål. Han kan derfor komme til at betale en pris for ambitionerne på det følelsesmæssige plan, da den nævnte konjunktion er i spænding til Månen. Interessant nok danner Måneknude-aksen en spænding til både Månen, Solen og Saturn. Det vil sige, at Lars har et superkarmisk forhold til sin metier, som ikke overraskende er kunstverdenen med Neptun i det nævnte fokus. Der har været drama på i op til mange tidligere inkarnationer, og måske har han levet på Shakespeares tid, måske har de to kendt og samarbejdet med hinanden? Uranus er astrologiens planet. Den står markant i 10. Hus (mål) og er med i en vifteformation. Lars har haft astrologien inde i billedet i renæssancen.
Lars’ fødsel kan have været et drama i sig selv med den nævnte spænding mellem Månen, Solen og Saturn. Fra han er 2-5 måneder gammel, sker der meget i familien følelsesmæssigt, som påvirker ham markant, men som måske tabuiseres til en vis grad. Det giver Lars kunstnerisk brændstof – og sprængstof. Vi kan derfor heldigvis vente meget mere fra hans hånd i fremtiden.
Lige nu er de samme planeter – som i Hamlet Scenens horoskop – aktiverede hos ham. Ud over Saturns tre aspekter til Mars, Månen og MC/IC-aksen hen over året, er Uranusʼ virke markant med hovedsageligt harmoniske aspekter til Merkur, Venus, Uranus og Pluto. Neptun udløser hele vifteformationen gennem konjunktionen med Merkur og Venus. Han kan – om nogen – forny sit elskede teater.