Uge 37-24 astrologisk set
Dette ugebrev er kort på grund af bladproduktion. Og når der ingen illustrationer er, kan vi udsende ugebrevet som i før i tiden – på den kedelige måde uden layout.
Nyt fra antikvariatet
Vi har disse dvd, der er som nye, til 99 kr. stk.
Lær at se og forstå aura
Eckhart Tolle: En ny jord, Lev i nuets kraft og To think or not to think
Og disse cd til 59 kr.:
Shaina Noll: Songs for the inner child
Eckhart Tolle: Milton’s Secret
Reserveres på karl@astrologi.dk
Rettelse
I indslaget om verdenspremiere på Demenskoret kom vi til at skrive, at det skete på TV2, det skal retteligen være DRTV, hvilket dig ikke har betydning for horoskopet.
Desuden skrev vi, at premieren var den 29.8. Det skulle være den 27.8. Vi beklager. Derved kommer kommunikationsplaneten Merkur blot til at stå endnu tættere på DC.
Ugen, der kommer
Mandag kl. 8.50 går Merkur ind i sit eget tegn, Jomfruen, og så er det tid for fornuftig kommunikation, formidling og forståelse.
Torsdag er Solen i spænding til Jupiter, som er en flyvsk og utålmodig planet, så der er gang i tingene – pas på ikke at overdrive eller overgøre tingene. Det kommunikationsmæssige står vældig godt, da Merkur er godt aspekteret til Mars, som står for energi, handlekraft og mod. Derfor har mange et stærkt intellekt og en god kommunikationsevne. Man kan skære igennem og analysere situationer hurtigt og sikkert.
Søndag er Venus i harmoni med Jupiter, så det er en fantastisk dag, hvilket delvis også gælder dagene OMKRING i dag. Dagene får et præg af, at værdierne – herunder kærlighed og økonomi – har succes, da Jupiter står for dette.
MANDAG
Se indledningen. Først på eftermiddagen står Månen i spænding til Uranus, så det er en stressende start på ugen. Mange er utålmodige og har et meget stort friheds- og originalitetsbehov. Sidst på eftermiddagen står Månen godt til Neptun, og så er det fantastisk for alt, hvad der hører den højre hjernehalvdel og de bløde værdier til fx fantasien, drømmene og intuitionen. Først på aftenen står Månen godt til Pluto og sætter gang i lidenskaberne – det er dybe og intense følelser, der er tale om. Kl. 19:26 går Månen ind i Skytten og giver et par dage med behov for glæde og optimisme. Midt på aftenen står Månen i spænding til Merkur. Det vil sige, at kommunikationen kan være dårlig, især omkring følelserne, hjemmet og familien – så det gælder om at udtrykke sig klart og præcist.
TIRSDAG
Der er ingen aspekter i dag.
ONSDAG
Dagen starter med Månens spænding til Solen, der giver svingende og ustabile følelser. Det gælder sådan set hele formiddagen, fordi midt på formiddagen står Månen i spænding til Jupiter. Det er spændingen mellem Solen og Jupiter, der bliver udløst af Månen, så det er en dårlig start på dagen på det følelsesmæssige, familiære plan. Der er ikke tid til ret meget, fordi det går over stok og sten. Der er mange ting, der skal klares.
TORSDAG
Se indledningen. Kl. 04:38 går Månen ind i Stenbukken og giver et par dage med et behov for stabile, ansvarlige og disciplinerede følelser. Følelserne kan derfor godt være helt fraværende indimellem. Først på eftermiddagen står Månen i spænding til Mars, og det giver et stort temperament, som hurtigt kan bringes til udløsning. Ellers ser det godt ud først på eftermiddagen for kommunikation, formidling og forståelse. Månen står rigtig godt til Merkur, så hvis man kommer til at fortale sig eller hidse sig lidt for meget op, så er der gode muligheder for at kunne snakke sig til rette om det ret hurtigt.
FREDAG
Formiddagen er præget af Månens harmoni med Saturn. Det vil sige, at der er behov for stabile og fornuftige følelser. Først på eftermiddagen står Månen i spænding til Venus, så der er ikke så meget tid til hygge og livskvalitet. Det er meget bedre først på aftenen, hvor Månen står godt til Solen, som står for helhed og harmoni, især på det følelsesmæssige plan.
LØRDAG
Dagen starter med Månens harmoni med Uranus, så mange er nysgerrige og videbegærlige og springer ud af sengen, hvis man ellers ikke er kommet alt for sent i seng. Der er stort behov for frihed, uafhængighed og originalitet. Lidt senere står Månen godt til Neptun, som befordrer fantasien, intuitionen og drømmene. Ellers er formiddagen præget af Månens konjunktion med Pluto, der står for lidenskaber og dybe, intense følelser – så skal man have snakket nogle følelsesmæssige, familiære ting igennem, så kan det være en god ide at gøre det lørdag formiddag. Kl. 09:53 går Månen ind i Vandbæreren og giver et par dage med behov for frihed, uafhængighed og originalitet.
SØNDAG
Se indledningen. Aftenen er præget af meget, meget gunstige energier, fordi Månen står godt til både Venus og Jupiter. Det vil sige, at der er hygge og harmoni for alle pengene. Der er glæde og optimisme, så det er en virkelig god dag, hvilket stort set gælder både den 13., 14. og 15. september.
De nye ministre
Vi har tidligere skrevet om Marie Bjerre, som – i modsætning til tidligere – har et fint horoskop nu. Derfor er det ikke underligt, at hun får et avancement.
Angående Pernille Rosenkranz-Theil har vi skrevet en del gennem de seneste par år om hendes transit Pluto på Solen, som alle har haft, som er født den 17. januar, uanset årstal. Der er altid turbulens og ændringer forbundet med Pluto.
De nye ministre
Torsten Schack Pedersen 26.6.76.
TSP er nu minister med Saturn i spænding til Merkur. Til gengæld er Jupiter i konjunktion med Merkur og måske også med Månen – og senere med Solen, så den del ser fin ud, og han kommer godt fra start, selv om der er lidt blandede progressioner. MEN til næste år står den på enorme udfordringer. Det er Pluto, der udløser hans Saturn/Uranus-spænding i et par år. Han bliver derfor ikke minister i en ny regering efter næste valg – og han får sine udfordringer fra næste år, hvor visse ting ikke vil gå hans vej.
Sophie Hæstorp-Andersen 26.9. 74
Hun har Pluto i trigon til Solen, men i spænding til Merkur/Uranus-konjunktionen, så et skift er virkelig på sin plads. Hun kan godt vokse med opgaven, men der er en ting, som alle, der er født den 26. september, uanset årstal, hvor Neptun fra næste forår er i spænding til Solen, så her får hun sine udfordringer. Men da det er den eneste seriøse spænding, klarer hun det.
Rasmus Stoklund 17.3.84
Han har Neptun hen over Solen i denne tid, og senere kommer den hen over Merkur, så det introverte må han leve med, selv om det nok bliver svært, da Stress-planeten Uranus er i spænding til Mars og giver udfordringer.
Caroline Stage Olsen fra 10.11.90
Hun er virkelig begunstiget af transitterne, men den progressive Mars er i spænding til Merkur, hvilket kan give lidt bøvl med en noget aggressiv kommunikation, hvor temperamentet kan koge over. Men det ser ud til, at hun vil klare det bedre end snittet for en debutant. Hun skal ’bare’ styre temperamentet, både i den interne og den eksterne kommunikation (Merkur).
Der kan naturligvis altid være ting fra fortiden, der spøger, og det kan være irriterende. Men også her kan man sige, at det i hvert fald aldrig skader med et godt, aktuelt horoskop. Så er der langt større mulighed for at rette helt eller delvist op på tingene.
Lars Løkke og Moderaterne – og Jeppe Søe
Vi har tidligere skrevet, at Løkke fra slutningen af i år ville få besøg af Pluto, som især fra næste år vil slå igennem. Men det er en alvorlig sexisme-sag, partiet nu er havnet i, og den bliver ikke så nem at lægge låg på. Men kender man Løkke ret, vil han gøre, hvad han kan, og det er ikke så lidt. Men når Løkke er færdig med spændingen til Merkur (kommunikation), tager Pluto fat i Mars – og derefter Jupiter. Det vil sige, at han i de næste 4-5 år vil komme ud for udfordringer på flere planer – og planeter – han vil derfor stå til en tilbagegang ved næste valg – og nok heller ikke komme med i en regering.
Hvad angår forholdet til Jeppe Søe, er dette superkarmisk. Søes Måneknudeakse er i spænding til Løkkes Sol, kommunikationsplaneten Merkur er i spænding til Neptun (tågesnak, misforståelser). Saturn (karma) er i spænding til Neptun, så de har noget karmisk at skulle rette op på – og det er noget lignende som den nuværende situation. Det er særligt grelt, da de også har den ’omvendte spænding’, nemlig Neptun til Saturn – virkeligt tricky og baseret på løgne, manipulation og hemmeligholdelse. Ydermere er Pluto i spænding til Venus. Selv om der også er harmoniske aspekter, så er det en sej omgang, som astrologien ville have kunnet forudsige allerede dengang, de indgik samarbejdet om dannelsen af Moderaterne, hvor Søe havde en afgørende indflydelse.
Ugens humor
Moderaterne
- De kunne nu godt se at tage sig sammen og leve op til deres navn i stedet for, at vi skal trækkes med alle deres sexistiske udskejelser!
- Leve op til deres navn, hvad mener du?
- De sku’ tage og moderere sig, sku’ de!
Interview med en økologisk gris
- Vi har her på redaktionen så svineheldige at få et interview med en økologisk gris, og som derfor er oversat fra grisesprog. Det gik meget let ved at bruge den kunstige intelligens, som forskerne har brugt til at afkode præcist, hvad grisene fortæller.
- Det er nye tider, kære gris, nu kan vu jo tale direkte med hinanden.
- Ja, det var noget andet før i tiden, jeg håber ikke, at de tider kommer tilbage. Jeg hadede det som svinepesten.
- Det kan jeg godt forstå, det var simpelthen noget svineri, der var lige til at få stress af. Nu bliver det hele meget mere (kote)let – og ikke så (flæske)svært som tidligere.
- Så nu vil det måske endda vise sig, at vi har samme form for humor, når det kommer til stykket
- Vi kunne jo lade det komme en på en prøve! Vi grise tror jo fx på reinkarnation, og for mit vedkommende vil jeg i næste liv gerne være en orne – altså en hangrs – i stedet for en hungris som nu. Og ved du så, hvilket land, jeg ønsker at blive genfødt i?
- Nej, fortæl!
- Finland, selvfølgelig, For det er jo de tusind søers land – fes den ind?
Leksigalt
Sommerferie, se mester