Susanne Taylor er gået over
Den astrologiske verden i Danmark har mistet en af sine fremtrædende astrologer, Susanne Taylor. Hun gik over i forbindelse med en hjerteoperation på Rigshospitalet den 4. februar 2026 kl. 14.30. Susanne havde forinden været igennem tre operationer, men den fjerde lykkedes ulykkeligvis ikke.
Susanne begyndte sit studium udi astrologien i 1988 og var desuden tarotinstruktør, underviser, forfatter, og spirituel rådgiver. Jeg har mødt Susanne flere gange, mest i forbindelse med spirituelle messer, hvor hun stort set altid deltog. Det var altid både givende og hyggeligt at tale med hende.
Susannes viden om spirituelle emner var omfattende, ikke mindst om astrologi og tarot, som hun skrev bøger og artikler om.
Susanne var født den 18. november 1957 med Ascendanten i Vædderen. Hun var derfor født præcis samme dag og år som astrologen Sigvard Mahler Dam. De var således det, der i astrologien kaldes for tidstvillinger, hvilket er et særdeles spændende astrologisk forskningsemne, da to mennesker således får næsten de samme horoskoper, hvor alle planeterne har næsten den samme position i tegnene – og de blev begge fremtrædende astrologer. Der var ganske vist ca. 3 timers forskel i fødselstiden, hvilket gav to forskellige Ascendanter, men det er ganske usædvanligt i et land med så få professionelle astrologer.
Hvad angår betegnelsen ’usædvanlig’ passer det meget fint til Susanne, som var et menneske, der gik sine egne veje, hvilket skyldes planeten Uranus, som også står for astrologi. Susannes Uranus står i 6. hus (arbejde). Den får hele 5 aspekter, herunder til Mars, som er en meget almindelig kombination for astrologer. At der kunne være udfordringer med hjertet, ses af Solens spænding til Pluto i helbredshuset (6. hus). Ved Susannes bortgang stod Pluto i spænding til Meis/Neptun-konjunktionen i Skorpionens tegn – hendes eget tegn.
Æret være Susannes minde.
