Beskrivelse
Sathya Dharma Publications Palmeblads astrologi er efter min mening noget af det mest specielle – og spændende – område i astrologien. Alle, som søger oplysning om, hvad der står på deres palmeblad, er nedskrevet på et sådant. På dansk er ingen titler om indisk astrologi længere tilgængelige i boghandelen. Anderledes ligger det heldigvis på engelsk, hvor en dansker har udgivet en spændende bog på et indisk forlag. Det skal pointeres, at det her drejer sig om den specielle Naadi palmebladsastrologi. Bogen beskriver, hvad skæbne og karma indebærer. Selve ordet Naadi betyder skæbne, og søgeren vil altid møde sin skæbne, der er forudbestemt. Sådan føler man det meget passende ved læsning af bogen. Personligt har jeg flere gange forsøgt at få en reading i Indien, men der skete hver gang noget, som forhindrede mig i at komme hen og få denne reading. Nu kan jeg så læse i denne interessante bog i stedet. Jeg skulle ned til Sai Baba på alle mine rejser, og der var en højere mening med, at jeg ikke kunne nå omkring en palmebladsastrolog. Og sørme om der ikke er et helt kapitel i bogen om Sai Babas horoskop, både i denne inkarnation og i den seneste som Shirdi Sai Baba. Den næste som Prema Sai Baba må vente. Naadi horoskopet fortæller, at Sai Baba er en stor Sankalpam Siddha, som ejer en uendelig kraft, og som er en avatar – en bevidst, guddommelig inkarnation. Hele horoskopet er gengivet i bogen, som det er forefundet på Sai Babas palmeblad. Dette horoskop er et blandt flere, der er brugt som illustrerende eksempler – en af bogens styrker. Kim Paisol er en anerkendt Naadi astrolog i Indien, og det siger ikke så lidt, især når man kommer fra det høje, kolde nord, som det er tilfældet. Bogen giver et glimrende billede af, hvad Naadi er, og hvordan man kan bruge dens tolkningssystem.