Beskrivelse
Om at vandre sig til svar på livets store spørgsmål
Simone Jespersen
Se anmeldelse nederst
I bogen følger man forfatterens konfrontation med livets store spørgsmål; Hvad vil hun egentligt med sit liv? Hvem vil hun gerne være? Og kan en krævende gåtur gennem Caminoens parallelunivers løse så komplekse spørgsmål?
Som forvirret og firetyveårig tog Simone sit livs største beslutning. Hun sagde sit job op som kommunikationsmedarbejder i et godt firma til fordel for en 800 kilometer lang gåtur. I forsøget på endelig at gøre noget drastisk og anderledes ved sin tilværelse satte hun sig for at gå Den Franske Camino fra Saint-Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Helt alene.
Kvartlivskrise på Caminoen er en bog om at turde tage springet. Om at turde gå imod alle ydre forventninger og endelig gøre noget for sig selv, og ikke for andre.
I foråret 2018 tog Simone afsted mod Frankrig. Men ville hun overhovedet kunne klare turen helt alene? Både fysisk og mentalt? Et angstprovokerende valg. For hvad ville sejre? Tryghedens velkendte rammer eller ambitionen om et anderledes liv? Velvidende, at tvivl omkring beslutningen ville opstå undervejs, begav hun sig alligevel ud på en ukendt rejse, der potentielt kunne ændre hendes liv.
Tag med Simone på en eventyrlig vandrerejse, når hun gennem indlevende og ærlige dagbogs- beskrivelser og billeder beretter om livet på Caminoen. En rejse hvor tiden går i stå, hvor ubesvarede spørgsmål besvares og hvor tankegange og tilgange til livet langsomt ændres i takt med, at kilometerne tilbagelægges. Kvartlivskrise på Caminoen indeholder også praktiske oplysninger samt tips og tricks til den vandrelystne.
216 sider.
Anmeldelse:
Denne bog handler om at turde tage springet og gå op imod ens egen angst og andres forventninger. Det er en fantastisk beretning om en eventyrlig vandringsrejse ud i det ukendte, hvor man ikke kender selve vejen – kun målet. Det er en dagbogsskrivelse med billeder, som beretter om livet på Caminoen.
Simone Jespersen fortæller åbenhjertigt og ærligt om den krise, hun møder som 24-årig med det essentielle spørgsmål: ’Hvad vil jeg egentlig med mit liv? I sin søgning efter svar beslutter hun i 2018 at tage springet – siger sit gode og trygge job op og begiver sig i ud på en 40 dages pilgrimsvandring. En vandring som tager afsæt i Saint-Jean Pied de Port i Frankrig og ned til Santiago de Compostela i Spanien.
På rejsen synes tiden at gå i stå, og tilgangen til livet ændres langsomt for hver kilometer, hun tilbagelægger. Allerede tidligt på vandringen møder Simone et andet af livets spørgsmål: ‘Hvorfor får nogle vabler, og andre ikke?’ Et skønt billede af forfatterens vabel med en sytråd trukket igennem – ja, Caminoen er ikke for sarte sjæle.
Vandringen gav dog ikke svar på alle spørgsmålene, og Simone konstaterede da også efter hjemkomsten, at kvartlivskrisen stadig lever i hende. Men vandringen gav hende det frirum, vi alle har brug for på et eller andet tidspunkt i vores liv. Og måske modet til at gøre tingene på en anden måde, end man plejer.
Efter hvert kapitel er der nogle praktiske oplysninger og gode råd. Derfor er bogen et rigtigt godt opslagsværk for en kommende vandrer.
En meget smuk og lækker layoutet bog med skønne inspirerende billeder. Eneste minus ved bogen er, at den er lidt for stor og tung til at have med i rygsækken. – Benja Frederiksen