Beskrivelse
Ceres – Dyrkning, Forædling, Høst
Leanna Gary, Tinna Monrad Klit
211 sider, 275,00 kr.
Anmeldelse nederst.
Ceres er forholdsvis ny i det astrologiske tydningsunivers, og hidtil har forståelsen af Cres taget udgangspunkt i, at Ceres er høstguden. Det er nærliggende at udlede, at hvor Ceres står i horoskopet, der henter man næring og høster udbytte. Men jo flere horoskoper vi så på, des mere tydeligt blev det for os, at det ikke var så simpelt. Der er ikke nødvendigvis et overskud til stede, hvor Ceres står. Det gik op for os, at det at høste naturligvis kræver en forudgående indsats med at dyrke. Og selv med en ihærdig indsats kan høsten jo slå fejl.
Bogen består af tydningstekster om Ceres i tegn, hus og aspekt. Hver tydningstekst efterfølges af en personlig beretning fra en person, som har Ceres placeret det pågældende sted i horoskopet. I alt har 25 mennesker bidraget med at fortælle om deres Ceres. Bogen går desuden ind i myten om Ceres, også kaldet Demetermyten, som er en beretning om en mor, der får frarøvet sit barn.
De to forfattere er begge uddannede astrologer med interesse for at gå i dybden med den arketypiske og mytologiske stof, der ligger til grund for en planets tydning.
Tinna Monrad Klit er desuden uddannet pædagog, psykoterapeut og kunstterapeut og arbejder til daglig med kunstterapeutiske workshops, drømmegrupper m.m.
Leanna Gary er uddannet tale/læsepædagog og psykoterapeut og arbejder til daglig som astrolog.
Anmeldelse:
Som forfatterne gør opmærksom på, har vi faktisk kendt til Ceres allerede siden den blev opdaget i 1801, hvor den blev defineret som en asteroide. Først i 2006 opstod betegnelsen en dværgplanet i forbindelse med astronomernes behov for at definere, hvad man skal forstå ved en planet.
Og Ceres er således nu en dværgplanet, som der foreløbig er 5 af efter den nye definition.
Men en dværgplanet er også en planet, og astrologerne stod nu overfor den udfordring at tyde dværgplaneterne, i den forbindelse også Ceres. Bogen her er en grundig udforskning af, hvordan Ceres kan tydes.
Udgangspunktet er de klassiske myter om Ceres, og navnet stammer fra den romerske mytologi. I den græske mytologi hedder hun Demeter. I bogens 1. del gennemgås den beskrivelse af Ceres, som forfatterne er stødt på i forskellige astrologiske sammenhænge under overskriften ’At komme overens med livets processer’.
Bogens 2. og mest omfattende del er en grundig astrologisk gennemgang af tydningen af Ceres. På baggrund af interviews med 8 mænd og 17 kvinder gennemgås tydningen af Ceres først i tegn, derpå i huse, dernæst kommer aspekter til Ceres, henholdsvis harmoniske og udfordrende. For hvert emne får vi eksempler fra de interviews, som bogen bygger på.
3. del handler om Ceres i forskellige astrologiske mønstre.
Med denne bog har vi fået et virkelig vægtigt bud på tydningen af Ceres. Også set i en nutidig sammenhæng med klimakrise, forurening, biodiversitetskrise m.m. Her er tale om et yderst kvalificeret bidrag til den nye astrologi.
Aase Kærgaard