I sårbarhedens, kunstighedens og skrøbelighedens tidsalder
I tidens løb har AstrologiHusets blog bragt flere indslag og artikler i Tænketanken Mikro, som hermed genoplives. Vi er i gang med at finde de pågældende artikler frem igen til genudgivelse på bloggen og senere samle dem i Tænketanken Mikro igen.
Flagermus, sommerfugle og gøgeunger
Vi kender det fra sommerfugleeffekten, hvor en enkelt sommerfugls basken med vingerne på den anden side af Jorden kan udløse et vulkanudbrud i fx USA. Sådan er det også med tanker og holdninger som fx grådighed og massehysteri. Det starter et sted med et enkelt individ – en enkelt flagermus, og så går det ellers stærkt med at angribe de helt rigtige steder først, nemlig der, hvor mange mennesker er stuvet sammen på meget lidt plads fx storbyer – og så især de storbyer, som lever længst muligt væk fra naturens egen måde at fungere på – dens egne lovmæssigheder. Det er viras natur at ramme på en måde, så den kan spredes mest muligt. Derved kommer utøjet til også at ramme alle mulige mennesker, også dem der virkelig forsøger at leve i pagt med naturen. Her skal det tilføjes, at vi mennesker ofte foretager os ting vi ikke burde på grund af globaliseringen, hvor vi i hobetal trækkes efter den samme vogn, som høj grad har indeholdt et vækst- og grådighedsspøgelse.
Vi er på vej mod et opgør med vækstspøgelset, og det er en stor mundfuld, som ikke kan klares uden hjælp fra naturens iboende lovmæssigheder. De træder derimod automatisk i kraft, når vi forbryder os imod naturen, som vi gør, når vi kræver kontinuerlig vækst. Stort set alle politikere hopper med på den vogn, hvor de vil øge velfærden i en tid, hvor den bør sænkes, men hvor de rigeste vel at mærke må gå forrest, hvad de ikke er specielt villige til. Men det bliver vi naturligvis nødt til at se i øjnene i fremtiden. Der har været kriser tidligere, som fra naturens side er ment som øjenåbnere – og vi kan regne med, at skruen til stadighed vil blive strammet – og hvor vi naturligvis ikke kan hamle op med naturens kræfter i længden. For hvordan vil man på nogen måde kunne forvente, at det skal kunne foregå uden at naturen betaler prisen? Derfor er det utopi at blive ved med at vækste, men politikere høster stemmer på det, og det ser de som et ædelt motiv, selv om naturen mener det modsatte.
At alt i sidste ende hænger sammen, vil vi på disse sider skriver meget mere om i den kommende tid. Og man må håbe, at flest muligt hele tiden vil huske enhedens lov ved at meditere og sende lys fra alle de steder, hvor man nu engang opholder sig. På denne måde at forbinde sig med naturens iboende harmoni og kræfter, kan vi hurtigere komme ud af krisen.
Sang og musik er også fantastiske redskaber. I nogle uger har jeg konstant sunget salmer og sange fra den danske sangskat inde i mig selv. Melodierne kommer bare til mig, og en enkelt melodi kan synges i flere dage i træk. Det var først i den uge, vi nu er ved at forlade, at jeg blev helt bevidst om sangens og musikkens inderste væsen, som også er naturens. Det skete efter at jeg fik lov at opleve til fulde, hvad musikken kan. DR 2 sendte om aftenen den 26. marts et ovenud fantastisk stykke musik, som jeg aldrig havde hørt før. Det storslåede værk havde masser af instrumenter og et kor, der sang som engle. Det var yderst bevægende og sendte stærkt healende energi til menneskeheden/jordkloden. Det var en altopslugende oplevelse at høre denne musik, og man glemte alt omkring sig. Mere af dette, DR – og TAK!
- Der var tale om DR SymfoniOrkestret og Troldspejlet med et væld af symfoniske fantasy-universer fra Ringenes Herre, Game of Thrones, Harry Potter, Narnia osv.
Gøgeeffekten
Gøgen burde måske nærmedes kaldes for parasit- eller snyltefuglen? Den lægger æg i andre fugles reder og overlader derved ansvaret til andre – og væsentligt mindre – fugle at udruge og opfostre gøgeungerne. Meget smart, mener gøgen i hvert fald, og det er ikke helt galt, for man kan se dette som naturens måde at åbenbare for alverden, at sådan noget sker også i andre sammenhænge, når energierne så at sige er kommet ud af balance.
Eksempelvis er et virus meget små, men ’døde’ partikler, som er endnu mindre end bakterier. Men hvordan kan de formere sig, hvis de er ’døde’? Jo, de finder en ’villig’ og intetanende vært – en organisme, som består af celler, som kan dele sig, eksempelvis menneskeceller. Vira kan derfor så at sige snyde vores immunsystem ved at tage plads i celler, som deler sig. Og det får den ofte lov til at blive ved med og derved som resultat kan danne så meget virus, at det kan afstedkomme en pandemi. Det er nemlig cellers natur at dele sig, og da det er virussens natur at søge hen imod levende celler, så har vi balladen. Og det faktum står lyslevende lige nu med den dødbringende corona-virus, som hovedsageligt rammer mennesker med nedsat immunforsvar fx ældre eller syge personer.
