Rejserne i fare
Som vi for længe siden har skrevet meget om, vil verden blive ramt af rejserestriktioner tidligere, end vi kan forestille os. Man vil uvilkårligt blive nødt til at rationere rejser på grund af forurening af miljøet, især de lange rejser. Da mange af vane vil blive ved med at rejse trods forurening m.v., vil det endda også blive nødvendigt med et forbud mod rejseglorificering – et selvopfundet ord, der dækker fx pressens annonceringer og diverse tv-programmers glorificering af rejselivet, hvor man i konkurrencer kan vinde rejser – eller en kommende vinder får det evindelige spørgsmål om, hvad en eventuel gevinst skal bruges til. Her er svaret meget ofte rejser, hvilket altid fremkalder et stort smil hos studieværten, selv om det går ud over co2-regnskabet.
Nu oplever vi så nogle flere skridt i retning mod forbud og restriktioner. Indtil nu har man fra politisk hold – der er stemmer i det – kun lagt ganske små afgifter på flyrejser, og det afføder hver gang store protester på trods af meget små prisforhøjelser. Nu kan man så vente store forhøjelser, især på lange rejser.
Det er på tide, at vi begynder at skamme os over alt, hvad vi har forvoldt, og som kommer både miljøet og kommende generationer til skade. Flyskam følger rejseglorificering. Der er ligefrem opstået en afhængighed af flyrejser og solferie.
Afhængigheden af flyrejser vil uundgåeligt resultere i, at vi om ikke så længe må tage en kold tyrker, hvor private rejser vil blive en sjældenhed på grund af den nødvendige regulering. Et tegn på afhængighed så vi under coronaen, som skabte et ophobet behov, der virkede så kraftigt, at flyrejserne efterfølgende steg så kraftigt, at lufttrafikken aldrig været større. Vi kan derfor se frem til en tid, hvor der først vil komme restriktioner og senere et forbud mod alle ikke livsnødvendige flyrejser. Langt de fleste forretningsrejser er også unødvendige med it.-udviklingen. Vi kan nu se frem til kraftige stigninger i billetpriserme.
Vi må indstille os på at drømme os til fjernere himmelstrøg, hvilket jo ikke nødvendigvis er dårligere. Tiden, hvor mange ser rejser som en nødvendighed eller en decideret rettighed er forbi.
En sidegevinst – og dem vil der vise sig rigtig mange af – ved reguleringen af flyrejser vil give en positiv effekt på fx Iran-krigen, og Hormuzstrædet kommer til at miste en del af sin betydning. Både den amerikanske og den iranske regering kommer på sigt til at indse – på den hårde måde – at tiden også er løbet fra alle de missiler og alt andet krigsmateriel, som kræver tonsvis af dårligt fuel. Naturen vil vinde til sidst. Menneskeheden og dens vaner og behov bliver offeret.
Vi kan herhjemme glæde os over, at vi er langt fremme i udviklingen på miljø- og energiområdet.
