Dommen i sagen om Scandinavian Star
Den 20. maj 2026 midt på dagen faldt der dom i Scandinavian Star-sagen, hvor en gruppe efterladte havde anlagt erstatningssag mod staten (Søfartsstyrelsen).
Sagen blev ikke vundet og vil derfor blive anket. Som vi skrev i vores astrologiske analyse, kan Søfartsstyrelsen ikke være ansvarlig, da styrelsen ikke havde pligt til – på daværende tidspunkt – at udføre den såkaldte havnestatskontrol.
At sagen må være anlagt på et ufuldstændigt grundlag, udelukker ikke udbetaling af en kulanceerstatning. Det udelukker heller ikke erstatning, at der allerede ER udbetalt erstatning fra forsikringen kort efter katastrofen, hvor de efterladte fik en erstatning, der var langt højere end taksten på daværende tidspunkt – næsten det tredobbelte. Det skal dog siges, at værdien af et menneskeliv dengang var sat meget lavere end i dag. Vi forudsiger hermed, at det hele vil ende med, at Folketinget vil vedtage en erstatning med begrundelse i, at de efterladte nu har gennemlevet så store smerter, at det er rimeligt med en ekstra erstatning.
Sagen har også en indbygget pointe i, at en havnestatskontrol ikke ville have medført et helt anderledes udfald af den påsatte brand. Uanset hvor meget sikkerhed, der ville have været på skibet og hvor dygtige medarbejderne var til at redde og bjerge mennesker, er det noget helt andet, når der er tale om en bevidst antændt brand – endsige FLERE brande.
Det havde naturligvis været bedre, hvis sikkerhedssystemerne havde virket optimalt og besætningen havde været veltrænet, men en antændt brand ER noget helt andet. Og vil nogen antænde en brand for at gøre skade, er det svært at forhindre det. En indbrudstyv vil også stort set altid kunne komme ind i en bygning, hvis viljen er til stede.
I sådant et lys er det vanskeligt at se, hvordan en offentlig myndighed som Søfartsstyrelsen skulle kunne have et ansvar. Ilden er jo ikke opstået pga. manglerne ved skibet. Det er derfor, at 2024-rapporten ikke kan sige noget om, hvor mange mennesker, der ville kunne være blevet reddet, hvis de fejl, som var påvist, havde været udbedret. Påsatte brande er skadelige og farlige, uanset alle sikkerhedsanordninger.
Det ville nærmest svare til, at en byggesagsafdeling i en kommune kunne gøres ansvarlig for, at et godkendt hus forsvinder i flammerne efter en ildspåsættelse.
Det er meget vanskeligt med sådan en forklaring, for det hjælper jo ikke på de efterladtes smerte. Bl.a. derfor må staten træde til hurtigst muligt med en kulanceerstatning til de efterladte.
Et andet billede på situationen kunne være, at hvis en bil påkører et menneske, der mister livet, ville ingen drømme om at gøre fx synsmyndigheden ansvarlig, hvis det gjaldt en ældre bil.
